- Jeg har taget kage med!
Den sætning kan få mundvandet til at løbe både på arbejdspladsen og i studiegruppen.
Men det er også en sætning, der langt oftere kommer fra en kvinde end fra en mand. Det mener forfatter Sille Kirketerp Berthelsen.
En sætning, som kvinder i øvrigt bør holde op med at sige – og gerne hurtigst muligt, mener hun. Hvilket hun derfor har dedikeret et helt manifest til:
- Manifestet er et forsøg på at samle alle de forhindringer, der er, når man som kvinde forsøger at gøre sig gældende fagligt. Alle de ting, der spænder ben.
'Manifest mod kageordning og andre krænkelser', kalder hun det.
29-årige Sille Kirketerp Berthelsen har netop optrådt med manifestet til festivalen POW Præsenterer, der efter flere udsættelser endelig løb af stablen på det aarhusianske museum KØN i lørdags.
- Det er et manifest mod bevarelsen af den gode stemning symboliseret med kageordningen, uddyber hun.
Den gode stemning. Altså den der kræver, at folk ikke stiller kritiske spørgsmål, påpeger fejl og mangler, og at der lige bliver ryddet op i mødelokalet – eller at der bliver bagt kage.
At få skabt den gode stemning hviler oftest på kvinders skuldre i en af kulturen pålagt 'pæn pige'-selvforståelse. Særligt på arbejdspladsen.
Det er i hvert fald Sille Kirketerp Berthelsens egen oplevelse.
- Jeg er selv underlagt den selvforståelse i ekstrem grad. Ellers havde jeg ikke kunnet skrive om den.
Siden hun som 18-årig første gang blev en del af en rigtig arbejdsplads, har hun oplevet en forskelsbehandling mellem kønnene. Også i en faglig sammenhæng.
- Hele mit arbejdsliv har været dikteret af urimelige ting, der er usynlige for mine mandlige kollegaer.
Som for eksempel de mange svære overvejelser om, hvad man skal stille op, hvis man selv eller en kvindelig kollega udsættes for seksuelle krænkelser, forklarer hun.
Oplevelser og overvejelser, der nogle gange har været medvirkende til, at hun har trukket sig fra en arbejdsplads, fordi det "føltes som en for stor mundfuld" at stå alene med.
En 'sur feminist' er det værste, man kan være
Men særligt siden Sofie Linde for et år siden stillede sig op på scenen i Operaen foran både hele Zulu Comedy Gallas publikum og Danmark, og med delingen af sin egen historie om seksuel krænkelse fik startet en ny bølge af MeToo i landet, så er den "mundfuld" på sin vis blevet en anelse mindre.
- Det seneste år har afsløret, at jeg ikke er alene med de oplevelser.
Ikke at det var nogen øjenåbner for den 29-årige aarhusianer, der har været en del af samtalen om ligestilling mellem kønnene i flere år. Men det har det været for andre, mener hun.
Ligesom det er blevet åbenlyst for flere, at kvinder stadig er dårligere betalt end mænd, og at det stadig er kvinderne, der rydder af bordet i mødelokalet, mens mændene tager de sidste vigtige, faglige beslutninger, påpeger hun.
Derfor skal hendes manifest, der er skrevet med både humor og sprogligt schwung, ses som hendes kamp for retten til at brokke sig, at stille de kritiske spørgsmål, lade kopperne stå – og dermed risikere den dårlig stemning.
- Også selvom alle vores instinkter skriger på at gøre noget andet end at brokke os. I dag er en "sur feminist" jo desuden åbenbart noget af det værste, man kan være, tilføjer hun.
Af samme grund ønsker hun også at blive omtalt som forfatter fremfor debattør i denne artikel, da titlen debattør "får det værste frem i folk", er hendes personlige erfaring.
Men hvorfor er det så så skidt med den kage? Er det ikke meget god stil at diske op med lidt hjemmebag til kollegaerne?
Nej. Det er i hvert fald ikke god stil over for dig selv, mener Sille Kirketerp Berthelsen.
- Som ny på arbejdsmarkedet blev jeg diskret rådet af flere ældre kvinder til aldrig at tage kage med, fordi det underminerer ens faglighed.
I stedet opfordrer hun i manifestet til, at hvis du står i en situation, hvor det er krævet af dig, at du tager kage med på arbejde, så "køb en mazarintærte i arbejdstiden!"
To skridt frem og ét tilbage
At forsøge at ændre på den måde, verden og – i dette tilfælde – arbejdspladsen ser på kvinder og mænds roller, er en længere proces.
Én, hvor man hele tiden går to skridt frem og ét tilbage. Men fremdrift er der trods alt, ifølge Sille Kirketerp Berthelsen.
- Det bliver lidt bedre for hver gang, der er fremskridt – også selvom der efterfølgende er lidt tilbagegang, siger hun lettere forpustet over telefonen få dage inden, hun skal stå på scenen foran et publikum og fremføre sit manifest.
Den manglende luft skyldes, at hun er højgravid. Så højgravid, at lørdagens optræden med stor sandsynlighed bliver hendes sidste rigtige tur uden for lejligheden, inden hun bliver nogens mor.
At hun snart bliver mor til en pige, får hende til at se på den yngre generation med håb.
- Når jeg ser på helt unge mennesker i dag, særligt unge mænd, så har mange af dem en meget bedre forståelse for de her problematikker end deres fædres generation.
Hun håber derfor også, at det er en anden verden, hendes datter kommer til at vokse op i, end den hun selv har måttet tage kampen op mod. Ellers skal hun nok stå klar til at hjælpe:
- Jeg ved, at jeg bliver bedre til at klæde hende på til at møde verden som pige, end mine egne forældres generation var det.
For i Sille Kirketerp Berthelsens barndomshjem var sexisme ikke et samtaleemne ved middagsbordet.
- Mine forældre anerkendte slet ikke dengang, at sexisme fandtes. Det var mig, der kom hjem og var feminist, forklarer hun og fortæller om mange diskussioner og skænderier på bekostning af det.
Måske fordi deres generation slet ikke havde de begreber og værktøjer, som omvendt var lettilgængelige for en ung Sille Kirketerp Berthelsen. Værktøjer, der gjorde det nemmere at se problematikkerne og italesætte dem.
Men noget har ændret sig.
- Indenfor de sidste fem år er mine forældre selv begyndt at omtale sig som feminister og er blevet opmærksomme på nogle af de sexsistiske problematikker, der findes på deres egne arbejdspladser.
Men inden du fejlagtigt tror, at Sille Kirketerp Berthelsen vil efterlade dig med et alt for lysegrønt håb for fremtiden, når hun at sprede lidt dårlig stemning, inden røret lægges på:
- Sygeplejerskestrejken og den svære kamp for at få fjernet tjenestemandsreformen fra 1969 er bare endnu et eksempel på arbejde, der ikke bliver lønnet og værdsat ordentligt, fordi det anses som et kvindefag, mener hun.