(Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)

Sigurd laver tøj af modebranchens overproduktion: 'Når folk siger bæredygtighed, krummer jeg tæer'

Sigurd Bank bruger restmaterialer i sin produktion af modetøj.

De sidste par år begyndte Sigurd Bank at få lidt ondt i maven over den tøjbranche, han havde været en del af i mere end 15 år.

I takt med at bæredygtighed blev et modeord, og mærker stod i kø for at erklære sig grønne, begyndte ubehaget at stige hos Sigurd Bank.

For i en branche, hvor han oplever, det ofte handler mere om salg og mængde, og hvor selv de på papiret bæredygtige materialer er med til at forurene, er der lang vej til egentlig at kunne erklære sig bæredygtig.

Det er ikke fordi, han ikke selv har taget stilling til tøjindustriens miljøbelastning. Tværtimod. For fire år siden startede han startet sit eget mærke, mfpen, der er bygget på tanker om lang levetid og materialer lavet primært af ’deadstock’ – altså reststoffer, som producenten ikke får solgt, og som derfor ellers ville blive kasseret.

Alligevel følte han nu, at han måtte kunne gøre noget mere.

Derfor besluttede han at tage endnu flere konsekvente, bæredygtige valg for sit eget mærke. Ikke fordi det er bæredygtigt, men fordi det er sund fornuft, som han siger.

  • I 2016 arbejdede Sigurd Bank med design og kollektionsopbygning for den kommercielle modebranche om dagen og som tjener om aftenen. Ind i mellem arbejdet steg lysten til at lave sit eget. - Jeg fik lyst til at lave noget, jeg ikke havde set andre lave. Det var ikke fordi, jeg opfandt den dybe tallerken, men det var i første omgang nogle lidt brede bukser, der stumpede lidt, som jeg lavede ud af nogle resttekstiler, og så udviklede det sig derfra. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    1 / 9
  • Inden ret længe stod Sigurd Bank med produktion, modeshows og 70 forhandlere på verdensplan. Men selvom han hurtigt fik international succes, holder Sigurd Bank firmaet småt. - Mit kontor er stadig bare mig og min assistent. Vi transporterer ting rundt på ladcykel, for vi har ingen bil. Men det har ikke noget med bæredygtighed at gøre. Det er bare sådan, det er. Vi har ikke gjort os afhængige af alle mulige ting. Og fordi vi arbejder med reststoffer, begrænser vi også tit os selv i forhold til ordrer. Vi havde for eksempel en frakke, der kommer her til efteråret. Den kunne vi godt have solgt 300 styk af, men vi kunne kun lave 80. Og det er jo bare sådan det er, for der er ikke mere stof. Hvis vi havde produceret stoffet selv, kunne vi have lavet meget mere og tjent mange flere penge, men jeg kan egentlig meget godt lide begrænsningen, i og med det er vores etos. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    2 / 9
  • - Udover primært at bruge reststoffer gør vi egentlig ikke så meget specifikt i bæredygtighedens navn. Vi gør det, vi ser som sund fornuft. Det lyder dumt, men jeg har taget nogle valg for at undgå at være bæredygtig. Forstået på den måde, at i stedet for at jeg hele tiden skal forklare, hvilke certificeringer vi har, og hvor dygtige vi er til at være bæredygtige, så har vi taget nogle valg, der gør, at det hele kommer af sig selv. Når vi ikke laver tøj, der går af mode næste sæson, når det tøj, vi laver, er metervarer, der allerede findes, så har man ligesom taget nogle valg, der gør, at vi ikke behøver at skulle forsvare os. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    3 / 9
  • Sigurd Bank oplevede netop, at modebranchen begyndte at få travlt med at forsvare sig. - I takt med at folk er blevet mere opmærksomme på bæredygtighed, er der også flere firmaer, der begynder at lukrere på det. Folk står nærmest i kø for at forklare, hvor bæredygtige de er, men i bund og grund er der intet i tøjbranchen, der er bæredygtigt. Og hver gang folk bruger ordet bæredygtighed, krummer jeg tæer. For uanset om du bruger økologisk bomuld eller ej, så forurener det helt vildt. Økologisk bomuld er måske et bedre alternativ, men det gør det ikke nødvendigvis mere bæredygtigt. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    4 / 9
  • - Jeg tror, at den følelse har luret hos mange i noget tid, siger Sigurd Bank om den mavepine, der meldte sig sidste år. - Det var det her med at være i en branche, hvor det handler så meget om at sælge og gensalg og mere og mere. Jeg besluttede derfor, at vi skulle gå fra at bruge en del reststoffer til, at nu skulle alt være reststoffer. Det vil sige, vi ikke skal producere noget selv. Vi vil ikke tilføje til forureningen. Det vil der jo altid være, og vi er også en del af problemet, men ved udelukkende at tage de materialer, der allerede ligger derude, så har jeg det i hvert fald langt bedre med det, jeg laver. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    5 / 9
  • - Vi er i dag et sted, hvor vi i forhold til tøjet er så bæredygtige, som vi næsten kan blive. Målet nu er så at se nærmere på alt det udenom: emballage, forsendelser og så videre. For eksempel bruger vi restmaterialer, når vi laver modeshows. Den første præsentation vi lavede, var alle de materialer, vi brugte, indsamlet fra en messe-opsætning, der havde været dagen før. Det var ikke nødvendigvis for at være bæredygtig, men det var bare lidt mere - i min optik - sund fornuft. Og sådan tror jeg, der er mange, der har det: At man gerne vil bruge det, der allerede er. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    6 / 9
  • – Der er enormt mange, der snakker om opbrud af den nuværende struktur i modebranchen, og det vil jeg også gerne selv, men det er bare markedet, der bestemmer. Jeg ville gerne sige, at nu gjorde vi det på en helt anden måde og for eksempel lancerede i 'drops' frem for sæsonbestemte kollektioner og den slags. Problemet er bare, at der er nogle strukturelle systemer – noget med hvordan fabrikkerne arbejder, indkøberne køber, og hvordan leveringerne er, som er svær at komme uden om. I hvert fald som et lille mærke. Så derfor indretter vi os. Det er jo ærgerligt, men det er desværre sådan, det er. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    7 / 9
  • - Lige nu føler jeg, mfpen er et rigtig godt sted. Jeg er stolt af at producere på den måde, jeg gør i den her branche. Jeg er også stolt af de butikker, jeg handler med. I min optik er vi ved at handle med nogle af de bedste butikker i verden, og vi har enorm efterspørgsel fra butikker i Japan og Sydkorea, hvor tingene bare skal være af virkelig høj kvalitet for at komme ind på deres marked. Vi er faktisk i gang med at flytte noget af vores produktion til Japan, fordi det virker tåbeligt at flyve så meget produkt derover. Det er smartere at producere nogle ting der udelukkende til det marked. Planen er nu at lave mere til dem ud af de metervarer, hvor der ikke er så meget tilgængeligt. Det gør vi allerede til efteråret, hvor nogle butikker får nogle uldfrakker, vi kun laver otte styk af. Jeg vil gerne udvikle mere på at lave de her små oplag til butikkerne. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    8 / 9
  • Sigurd Bank valgte at blive i modebranchen. Måske fordi han, som han selv siger, 'ikke kan finde ud af så meget andet'. - Det er jo det, jeg gør. Det er det, jeg er god til. Det er det, jeg har en passion for. Og det er ikke mode, jeg har en passion for, det er at skabe de her enormt lækre produkter. Det er det, jeg synes er fedt. Og altså, nævn en branche, der er 'ren'. Jeg tror, man skal være der, hvor man er, men så gøre det så godt man kan der. (Foto: © Stefan Wessel, (c) DR)
    9 / 9