Signe Svendsen sidder med en angstfølelse efter dokumentar: 'Der lever en tavshedskultur i musikbranchen, som vi har kendt til i lang tid'

I dokumentarserien ’Sexisme i musikbranchen’ står en række kvindelige musikere frem og fortæller om deres oplevelser med sexisme, grænseoverskridende adfærd, og om hvordan deres køn står i vejen for deres karrieremuligheder.

En af dem er sanger og sangskriver Signe Svendsen. I Deadline forklarer hun, at det ikke er let for hende at tage bladet fra munden og fortælle om den sexisme, hun mener, præger arbejdsmiljøet i musikbranchen.

- Vi sidder alle sammen med en angstfølelse indeni. Fordi vi er meget bekendt med, at der lever en tavshedskultur, som vi har kendt til i lang tid.

Signe Svendsen forklarer, at man som musiker helst ikke må blive opfattet som besværlig. I hvert fald ikke, hvis man gerne vil bookes til et nyt job i fremtiden.

- Vi skal ikke brokke os og ikke være besværlige. Vi kommer ikke så langt, hvis vi siger, at der er noget i vejen, fortæller Signe Svendsen.

- Vi arbejder som små enheder, og mødes nogle gange kortvarigt for at lave et projekt, en produktion eller en koncert, og så spredes vi igen. I den situation, skal alting glide let.

Derfor kan det også have store konsekvenser at stille sig frem og gøre opmærksom på problemerne i branchen.

- Hvis du kaster grus i maskineriet, bliver du ikke hyret næste gang.

Se hele udsendelsen af Deadline på DRTV.