Se hele videoen: Kim Larsen sang sig til en 3. plads i Melodi Grand Prix

Kim Larsen opnåede i 1979 en tredjeplads i Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Ud i det blå'.

Der er umiddelbart langt fra gavflaben Kim Larsen til det pæne og polerede Melodi Grand Prix.

Men den 3. februar 1979 blev de to ting alligevel forenet.

Her stillede den folkekære sanger nemlig op som deltager nummer 15 ud af i alt 17 i det års Melodi Grand Prix med nummeret 'Ud i det blå', som han selv havde skrevet.

Kim Larsens optræden i Melodi Grand Prix'et skete året efter, at Gasolin var gået hver til sit, og ifølge Jørgen de Mylius, der var vært på showet i 1979, var det en søgende Kim Larsen, han mødte dengang.

- Han ville gerne prøve noget helt andet efter Gasolin, og en af de ting, han gjorde, var altså at skrive en sang til Grand Prix'et. Men for mig var det tydeligt at mærke, at det var drømmen om USA, der fyldte mest i ham på det tidspunkt, fortæller Jørgen de Mylius og fortsætter:

- Efterfølgende fortalte han mig da også, at nu havde han prøvet Grand Prix'et af, og det var ikke lige den vej, han følte, han skulle gå. Han følte ikke selv, det var specielt vellykket.

Festede med de andre deltagere

De udvalgte fagjuryer, som skulle kåre vinderen i 1979, var dog glade for Larsens 'Ud i det blå' og placerede den på en tredjeplads ud af de 17 sange – kun overgået af Grethe Ingmann og Bjarne Lillers duet 'Alt er skønt' samt Tommy Seebachs klassiker 'Disco Tango'.

Det, Jørgen de Mylius primært husker om Kim Larsens deltagelse i Dansk Melodi Grand Prix i 1979, var faktisk noget, der skete bag kameraet.

- Han var normalt ret tilbagetrukket i store forsamlinger, men jeg husker det som, at han netop denne aften var mere social end normalt, og at han festede sammen med os andre, siger Jørgen de Mylius.

Kim Larsen sov søndag morgen stille ind omgivet af sin familie. Han blev 72 år.

Se Jørgen de Mylius' interview med Kim Larsen efter tredjepladsen i videoen her.