(Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Se billederne: Sådan ser Københavns 17 nye metrostationer ud

De nye metrostationer roses for at have fået hver sit individuelle udtryk.

I dag bliver København 17 metrostationer rigere.

Det sker, når Cityringens 15,5 kilometer underjordiske tunneller fra i dag forbinder hovedstadens Indre By med brokvartererne Østerbro, Nørrebro og Vesterbro samt Frederiksberg.

Og Cityringens 17 nye stationer modtager ros fra arkitekt og byplanlægger Jan Gehl. Han har siden 2009 har modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse for at være en 'bannerfører for vigtigheden af arkitektonisk velfungerende udemiljøer og offentlige rum i bygningskulturen'.

- Jeg synes, det er nogle enormt flotte stationer. Der optræder forskellige materialer og farver på de forskellige stationer, siger Jan Gehl og uddyber:

- Det er nogle store, klare og genkendelige rum med dagslys hele vejen fra gaden til perronen, og det synes jeg, er en stor kvalitet. Også de flotte greb med store, enkle rulletrapper, der tydeligt viser, hvordan man kommer til og fra byen, er en stor kvalitet ved de københavnske metrostationer - også de nye.

Nedenfor giver vi dig et første indtryk af Cityringens nye stationer.

  • Rådhuspladsen. - Jeg synes, det er positivt, at stationerne er lavet sådan, at der kommer dagslys ned på alle perroner. Det er et flot greb. Man har også varieret designet af loftet på de forskellige stationer, og pyramiderne oppe på gadeplan er også blevet individualiseret, fortæller Jan Gehl. (Foto: © Ditte Valente, Metroselskabet)
    1 / 17
  • København H. - Når du skifter på en station, der også fungerer som s-togsstation, så er der for eksempel rødt, siger Jan Gehl. Det gør sig gældende for København H, Østerport og Nørrebro stationer. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    2 / 17
  • Enghave Plads. - Da metroen blev åbnet i København i 2002, blev den hurtigt meget berømt som en af de smukkeste i verden, forklarer Jan Gehl. Han mener dog, at de 17 nye stationer tilfører en tiltrængt opdatering til metroens samlede udtryk. - Det er en fin udvikling, at man prøver at give stationerne noget mere karakter. (Foto: © Ditte Valente, Metroselskabet)
    3 / 17
  • Frederiksberg Allé. - Med den nye metro har man haft en intention om at lave pladserne, hvor du går ned til metroen, så de i højere grad tager farve af de kvarterer, de befinder sig i, forklarer Jan Gehl. Det gælder dog også selve stationerne, som man især kan se på Frederiksberg Allé, der er klædt i grønt. (Foto: © Ditte Valente, Metroselskabet)
    4 / 17
  • Frederiksberg. - De københavnske stationer er dog stadig underlagt et meget stramt design. Det er helt tydeligt den samme arkitekt og det samme designteam, der så har valgt forskellige fliser ud. Men det er stadig et stort fremskridt, mener Jan Gehl. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    5 / 17
  • Aksel Møllers Have. - Nu bliver metroen mere varieret i farverne, og det er glimrende, lyder det fra arkitekten, der ifølge Statens Kunstfond har haft stor indflydelse på forståelsen og udviklingen af det offentlige rum i vores byer. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    6 / 17
  • Nuuks Plads. - Den nye metro bliver lidt mere morsom end den gamle. Jeg kunne dog godt tænke mig, at man slår sig endnu mere løs, når man for eksempel skal færdiggøre den nye linje ud mod Nordhavn, pointerer Jan Gehl. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    7 / 17
  • Nørrebros Runddel. - Københavns metro har det særkende, at den ligger dybt. På grund af de geologiske forhold i byen, skal man ned i kridtlaget, der ligger 30 eller flere meter under gadeniveau, forklarer Jan Gehl. - Jeg synes, man har løst det flot med den måde, man har fået det til at hænge sammen. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    8 / 17
  • Nørrebro station. Her ser man igen de røde fliser, der er signal til, at man her kan skifte til s-tog. - Det er positivt, at man får forskellige oplevelser og sanseindtryk i forskellige rum. Rådhuspladsen, Gammel Strand og Enghave plads ser jo heller ikke ens ud, roser Jan Gehl. (Foto: © Ditte Valente, Metroselskabet)
    9 / 17
  • Skjolds Plads. Ved de første metrostationer brugte man de samme pyramidetrekanter ved alle stationerne, og forpladserne ved de forskellige stationer er med Jan Gehls ord 'ensformige og nærmest kemisk rensede for personlighed'. Det ændrer man på med de nye stationer. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    10 / 17
  • Vibenshus Runddel. Jan Gehl understreger, at der 'ligger et meget dygtigt, arkitektonisk arbejde bag de første metrostationer'. Han er dog gladere for de nye, mere sprælske stationer - her eksemplificeret ved loftsfarverne på Vibenshus Runddel. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    11 / 17
  • Poul Henningsens Plads. - Når vi kører med bus, skal vi ofte blot have øje på én bestemt butik for at vide, hvor vi skal af. Det er samme tanke med de nye metrostationer, forklarer arkitekten. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    12 / 17
  • Trianglen. - I mange andre lande og byer har man typisk været så glade for, at man overhovedet har fået lavet sin metro, at man så laver standardiserede, kedelige stationer, der alle sammen er ens. Her skal man nærmest holde øje med skiltene for at vide, hvor man er, siger Jan Gehl. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    13 / 17
  • Østerport. - Når man så skal i gang med anden generation af stationer, ligesom vi nu er med Cityringen i København, så siger man, at der skal være mere forskel - for eksempel med forskellige slags fliser eller udsmykninger, uddyber arkitekten. Det ser man for eksempel her på Østerport station. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    14 / 17
  • Marmorkirken. - Meget berømte eksempler er metrolinjen i Stockholm, hvor man har arbejdet på at gøre hver enkelt station til et kunstværk. Et andet sted, der er berømt for sine metrostationer, er Montreal i Canada, forklarer Jan Gehl. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    15 / 17
  • Kongens Nytorv. - I Paris og Mexico City har man arbejdet med at genspejle noget af det, man kører under - for eksempel kunstværker i Paris eller billeder og modeller af gamle aztekermonumenter i Mexico City, siger Jan Gehl. De 17 nye metrostationer i København har også hver deres udtryk. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    16 / 17
  • Gammel Strand. - Det er en meget fint detaljeret metro, vi har i København, slutter den 83-årige arkitekt. (Foto: © Reginaldo Sales, Metroselskabet)
    17 / 17