Toppen af verdens filmindustri var i nat samlet for at fejre sig selv til årets Oscar-uddeling i Hollywood, hvor den sydkoreanske film 'Parasite' blev den helt store vinder.
Men inden de gyldne statuetter blev uddelt, skulle de store stjerner traditionen tro forbi den røde løber, hvor flere danske kvinder var at finde i rampelyset.
Maria Lucia Heiberg Rosenberg optrådte til showet med sangen 'Into the Unknown' fra filmen 'Frozen 2', der var nomineret til en Oscar i kategorien 'Bedste originale sang'.
Prisen gik dog i stedet til Elton John og Bernie Taupin for deres sang '(I'm Gonna) Love Me Again' fra filmen 'Rocketman'.
Derudover var de danske filmproducenter Sigrid Dyekjær og Kirstine Barfod også at finde på den røde løber. Deres dokumentar 'The Cave' var nomineret til en Oscar for 'Bedste dokumentar', men det blev i stedet dokumentaren 'American Factory', der løb med prisen.