Du kan være med på en helt ny måde, når Kronprinsparrets Priser i aften bliver uddelt i et stort anlagt tv-show fra Kulturværftet i Helsingør.
Tv-showet starter kl. 20 på DR1, men allerede fra kl. 19 kan du følge med her på dr.dk. Vi sender nemlig en hel times optakt med rød løber og masser af feststemte gæster, når DR-værterne Mikkel Fønsskov og Sanne Cigale byder velkommen til den kongelige prisuddeling.
- Jeg vil virkelig, virkelig håbe kronprinsparret lige får tid til at stoppe op, når jeg står på den røde løber og vifter med en mikrofon. Det kunne jo være, de havde lyst til at svare på et enkelt spørgsmål om, hvad de forventer af aftenen, siger Mikkel Fønsskov, der til daglig er vært på Aftenshowet.
Mikkel tager imod de kendte
Du kan blandt andet se frem til at møde skuespillerne Ellen Hillingsø, Johanne Louise Schmidt og Sofie Gråbøl, der alle lægger vejen forbi, inden de sætter sig til rette i Kulturværftets varme sæder.
Og også DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, vil defilere forbi den røde løbe mellem kl. 19 og 20.
- Jeg tror, jeg glæder mig allermest til at interviewe Maria Rørbye Rønn, for hun er ligeså høj som mig. Det er meget praktisk, for så behøver man ikke gå ned i knæ, siger den 198 centimeter høje Mikkel med et grin.
"Lidt mere spontant og rock'n'roll"
Han vil tage imod gæsterne på den røde løber, mens hans medvært, Sanne Cigale fra DR3, vil tjekke tingene ud backstage, og blandt andet snakke med tv-showets værter, Kåre Quist og Stéphanie Surrugue.
- Det er min første live, så jeg er lige dele virkelig spændt og angst, fortæller Sanne Cigale.
- Man skal huske at sige ”Deres Kongelige Højheder”, og så håbe, at det sidder fast, for det ville være så frygtelig pinligt, hvis jeg titulerer dem forkert.
Mikkel supplerer:
- Rød løber er lidt mere spontant og rock’n’roll-agtigt end selve prisuddelingen.
Første interview med prismodtagerne
Vi sender rød løber på dr.dk kl. 19-20, og under selve prisuddelingen, kl. 20-21.30, giver vi dig det bedste i tekst, video og billeder, når Kronprinsparret uddeler i alt fire priser.
Bagefter ruller vi igen den røde løber ud, når vi som de allerførste snakker med aftenens prismodtagere.