Rikke vinder DR1-program med 'spot on' børnemøbel: Jeg troede virkelig ikke, det kunne vinde

Designer Rikke Frost er 'meget overrasket' over sin sejr i programmet 'Danmarks næste klassiker'.

Rikke Frost med sit vindermøbel 'Bukki'. Ud over æren ved at vinde får hun også møblet udstillet på Designmuseum Danmark. (© Rikke Frost)

- Jeg troede virkelig ikke, at et børnemøbel kunne vinde konkurrencen. Jeg er meget overrasket.

Sådan lyder det fra designer Rikke Frost, der tirsdag aften vandt DR1-programmet 'Danmarks næste klassiker'.

Her har fem møbeldesignere i løbet af i alt seks programmer skullet forsøge at skabe Danmarks næste designklassiker. Og det blev altså Rikke Frost, der løb med den endelige sejr.

Hun vandt for sit børnemøbel 'Bukki', som programmets to dommere, Anne-Louise Sommer og Kasper Salto, kaldte både 'skønt' og 'spot on'.

- Det er jo ikke et højprofileret møbel at arbejde med inden for klassiker-genren. Jeg troede simpelthen ikke, at man ville se på et børnemøbel som en 'ægte' klassiker, lyder det fra Rikke Frost.

Rikke Frost i sofaen 'Chat', som hun designede i forbindelse med 'Danmarks næste klassiker'. Vindermøblet 'Bukki' ses i baggrunden. (© Rikke Frost)

Fokus på bevægelse

Møblet 'Bukki' er et aktivitetsmøbel for tre- til syv-årige og er inspireret af den klassiske gymnastikbuk. Man kan både hoppe hen over den, kravle op på den eller hoppe ned fra den.

- Jeg synes, det er fedt, at jeg har vundet for netop dét møbel, for jeg synes, det har nogle gode kvaliteter, forklarer Rikke Frost.

- Det har fokus på bevægelse og taler ind i vores samtid. Det er en stor udfordring, at vi sidder mere og mere stille, og det må vi gøre et eller andet ved. Det forsøger jeg at bidrage til med mit børnemøbel.

Ud over æren ved at vinde får Rikke Frost også 'Bukki' udstillet på Designmuseum Danmark, hvor Anne-Louise Sommer er direktør.

Og faktisk kan man ikke blot se Rikkes vindermøbel på Designmuseum Danmark fra den 5. april til den 1. september, men alle de 30 møbler, som har været med i 'Danmarks næste klassiker'.

Rikke Frost håber dog også på at få sat sit vindermøbel i produktion.

- Der har været sindssygt god respons fra helt almindelige forbrugere, der gerne vil købe møblet. Der er ikke nogen aftale med en producent endnu, men det håber jeg, der kommer.

Hun forklarer, at der er en lidt længere proces i forhold til børnemøbler, da de også skal sikkerhedsgodkendes, men målet er, at man en dag kan købe sin helt egen 'Bukki' i butikkerne.

Programmet bød også på en udfordring, hvor der skulle designes lamper. Det kom der lampen 'Caleo' ud af. (© Rikke Frost)

Håber programmet kan åbne døre

Rikke Frost har dog allerede flere designgenstande på sit professionelle cv.

Hos Bolia kan man både købe sofaborde, lysestager og vaser designet af den 45-årige aarhusianer.

Nu håber hun at kunne bruge den opmærksomhed, hun har fået for sin medvirken i 'Danmarks næste klassiker', hvor hun blandt andet har skullet designe en lampe, en lænestol og en sofa.

- Jeg håber da, at programmet kan være med til at åbne nogle døre, der måske ellers ville være svære at åbne.

Noget kunne dog tyde på, at de døre allerede har åbnet sig.

- Jeg var ude hos en kunde i går, og så skulle jeg lige pludselig have taget et billede med direktøren. Jeg tror måske, programmet har givet folk lidt mere indsigt i, hvem jeg er.

- For kunderne giver det måske lige et ekstra plus, at de har set mig i bedste sendetid.

Lænestolen 'Ly' - også et produkt, der blev til i forbindelse med 'Danmarks næste klassiker'. (© Rikke Frost)

Tre råd til kommende designere

Rikke Frost har tre konkrete råd, hvis du selv går med en designer i maven.

  • Man skal selvfølgelig have interessen for design, og så skal man virkelig være indstillet på hårdt arbejde. Det er hårdt slid og hårdt arbejde at være designer, og det er på ingen måde glamourøst. Man skal også være både nysgerrig, glad for at researche og være klar på forandringer og fornyelse.

  • Det kan være en god idé at teste interessen af, inden man søger ind på en designskole. Det kan man for eksempel gøre med et højskoleophold på Krabbesholm Højskole.

  • Det er vigtigt at få hænderne ned i de forskellige materialer, så man for eksempel ved, hvordan træ arbejder. Man skal ikke undervurdere det håndværksmæssige aspekt ved designfaget - det er en kæmpe fordel, hvis man har det med også. Jeg ved, at flere designere eksempelvis har taget et snedkerkursus undervejs i deres studier.