Provokerende og genial: Derfor er Karl Lagerfeld udødelig

Hans genkendelighed og skarpe tunge var med til at gøre Lagerfeld til et ikon, mener modeekspert.

- Jeg er en karikatur af mig selv, og jeg kan godt lide det, har Karl Lagerfeld udtalt. Han var ikke bange for at bruge sig selv i sine design og produkter. (Foto: © Jacky Naegelen, Scanpix)

Ulasteligt klædt i sorte jakkesæt, mørke briller og med de hvide lokker samlet i en hestehale.

Sådan husker de fleste Karl Lagerfeld, der netop er død, 85 år gammel.

Men den tyske modeskaber var meget mere end bare velklædt. Han var et modeikon, der også nåede ud til alle dem, der ikke går ret meget op i mode.

Det fortæller Chris Pedersen, der er modeekspert og tv-vært på DR K, og som vi har bedt om at fremhæve de fem vigtigste ting, der gjorde Karl Lagerfeld til et af de allerstørste modeikoner i vores tid.

1

Han var genkendelig for alle

Lagerfeld og hans kat Choupette som figurer ses her i en konceptbutik - den første af sin slags - kun med Karl Lagerfeld-varer i Berlin. (Foto: © Barbara Sax, Scanpix)

Karl Lagerfeld vil blive husket for at være en af de få designere, der rent faktisk er gået over i popkulturen, siger Chris Pedersen.

- Han dyrkede de sorte solbriller, den mørke habitjakke, de fingerløse handsker. Han var så genkendelig. Du ville kunne tegne ham som karikatur, og så ville rigtig mange – også folk uden for moden – kunne se, at det var Karl Lagerfeld.

- Han afbilledede sin egen silhuet på bluser og lavede også dukker af sig selv, så han legede meget med det selv.

2

Karl med den skarpe tunge

Karl Lagerfeld var fuld af vilde citater - for eksempel sagde han engang: 'Jeg har ingen menneskelige følelser'. (Foto: © BRITTA PEDERSEN, Scanpix)

Den tyske modeskaber var i den grad kendt for sine provokerende udtalelser. Men det var ikke alle, der elskede dem.

- Mange vil huske ham for hans skarpe tunge. Han fik blandt andet sagt engang, at Adele var 'for tyk', og at han ikke brød sig om Pippa Middletons ansigt. Han sagde altid det, han havde lyst til.

- Det er jo bitchy, men det viser også, at han forstod berømmelseskulturen, på samme måde som Madonna gør – for at få noget, må man give noget igen, og det var det, han legede med.

Du kan se nogle af Lagerfelds mange udtalelser på hans egen hjemmeside.

3

Havde flere job på én gang

Chanels butik i Paris i dag, hvor nyheden om Karl Lagerfelds død ramte modeverdenen. (Foto: © LIONEL BONAVENTURE, Scanpix)

I modebranchen var Karl Lagerfeld kendt for sin arbejdsmoral. Fra 1983 og frem til sin død var han chefdesigner for det ikoniske modehus Chanel, men det var slet ikke nok for den flittige modeskaber.

- I flere perioder af sit liv arbejdede han flere steder ad gangen. For eksempel lavede han kollektioner i eget navn og arbejdede som chefdesigner for Fendi samtidig med, at han var hos Chanel.

- På den måde var han lidt ligesom vores egen dronning Margrethe, der jo også har sagt, at hun ikke forlader tronen, før hun dør – og det gjorde han jo heller ikke.

4

Dyre kjoler til de rige – og logoet til folket

Folk stimler sammen foran Chanels butik i Paris for at lægge blomster efter nyheden om Karl Lagerfelds død. Her ses en kvinde med en af de mange tasker med hans navn på. (Foto: © Charles platiau, Scanpix)

Skal mode være for en eksklusiv klub, eller skal den også nå ud til masserne? Karl Lagerfeld var især tilhænger af det sidste og forstod logoets magt.

- Han forstod værdien af at komme ud til massen, og var en af de første designere fra de store modehuse, der samarbejdede med H&M.

- Karl Lagerfeld mente, at jo flere, der kendte hans eget brand eller Chanel, jo flere ville der være derude, som også drømte om hans håndtasker, parfumer eller læbestifter. Han vidste, at man overlevede som luksushus ved også at lave alle mulige små ting til massen.

5

Fornyelse gennem de gamle design

Modeller på catwalken bærer tøj af Karl Lagerfeld, da han præsenterede sin Cruise-kollektion i 2016 i Cuba. (Foto: © ALEXANDRE MENEGHINI, Scanpix)

Karl Lagerfeld forstod i det hele taget, hvad moderne luksus handler om. Da han blev ansat hos Chanel i 1983, var det et af de første store modehuse, der stod til at blive gentænkt.

- Chanel handlede om spadseredragt, tweet og den quiltede taske. Det var Chanels genkendelige koder - ting, man forbandt Chanel med. Så Karl Lagerfeld arbejdede meget med de klassiske koder, men gjorde dem samtidigt relaterbare for mange, siger Chris Pedersen og konstaterer:

- Det er faktisk det, som alle modehuse gør nu – de prøver at gøre deres egen historie relevant via nye designs og hele tiden holde fast i de genkendelige koder.