Provokatøren Kim Larsen protesterede både mod EU og rygeforbuddet

Popsangeren blev kendt for at sige præcist, hvad han ville og skjulte ikke sin modstand mod rygeforbud eller EU.

(Foto: © Anders Debel hansen, Scanpix)

Det er ren tidsspilde at prøve at blive rig eller jagte en karriere.

Sådan lød det fra sangeren Kim Larsen, der er død efter længere tids sygdom.

Et udsagn, der måske nok kan få nogen til at trække på smilebåndet over den 72-årige mand, der med egne ord var en folkelig popsanger og ikke en kunstner.

Han var kendt for at sige præcis, hvad der passede ham, og hvor nogle kunstnere måske helst skiller musik og politik, har Kim Larsen aldrig lagt skjul på, hvad han stod for.

Og hvad han synes, der var vigtigt at sige fra over for lige fra krigen i Afghanistan til den forkætrede rygelov.

Kampagnen mod rygeforbud

Eksempelvis det omfattende rygeforbud, der blev indført i 2007, og som Kim Larsen åbent førte kampagne imod, og som han - sammen med en håndfuld andre danske musikere - skrev en sang om.

"En nedbrydning af demokratiet," kaldte den selvudnævnte folkelige popsanger det blandt andet i et interview i 2012 med Clement Kjersgaard i programmet "Hos Clement".

Se klippet her:

- Øl, fisse og hornmusik

Og så var der det med karriereræset, som Larsen talte mod. For der er andre ting i livet, som er vigtigere, understregede han.

Kampen for Ryesgade

Samarbejdet mellem Kim Larsen og kunstner og filminstruktør Erik Clausen førte blandt andet til, at Kim Larsen lavede musikken til Clausens film "Mennesker bliver spist". Og få år efter, de to lavede filmen "Midt om natten", forsøgte de at gøre en forskel for den daværende bz-bevægelse i København.

Kim Larsen og Erik Clausen. (Foto: © martin sylvest andersen, Scanpix)

I 1986 havde en gruppe unge i København igennem flere år besat bygning nr. 58 på Ryesgade på Nørrebro.

Fonden Himmelblå, som Kim Larsen var en del af, forsøgte at købe ejendommen af Københavns Kommune for at undgå flere sammenstød med både politi og den daværende borgmester, Egon Weidekamp.

Forhandlingerne bar dog ikke frugt, og de unge forlod huset i september 1986.

- Ordener er for idioter

Tak, men ellers tak, var reaktionen fra Kim Larsen, da Kongehuset i 2006 valgte at hædre ham med Ridderkorset.

- Da jeg ikke synes, det sømmer sig for en gammel gadedreng og popsanger at føre sig frem med kors og bånd og stjerner, takker jeg pænt nej til ridderkorset, meddelte den daværende 61-årige sanger.

- Det kunne ellers have været hyggeligt at ryge en smøg med dronningen inde i privaten – hvis hun ellers må for personalet, lød det.

Merkel gør EU-modstanderen blød om hjertet

Den danske sanger lagde ikke skjul på, at han stemte blankt og begrundede det blandt andet med, at politikerne allesammen er "enige om alt og mundhugges på skrømt. Dem kan jeg ikke stemme på", som han sagde til Politiken i 2010.

Men sangeren medgav, at hans EU-skepsis måske var mindsket.

- Når en dame som Merkel rækker hånden ud og siger "lad os prøve at være i samme båd hele banden", så bliver jeg blød om hjertet. Lidt sentimental er man stadigvæk, fortalte han Clement Kjersgaard i 2012.

Se hele klippet her: