(Foto: © Matthias Schrader, Associated Press)

Prost! Øl-elskere stormede ind, da Oktoberfest åbnede for 189. gang i München

Seks millioner mennesker forventes at deltage til Oktoberfest. Det gør festen til verdens største ølfestival.

Masser af gæster iført tyrolerkjolen dirndl og lederhosen stormede ind i de i alt 18 øltelte, da dette års Oktoberfest åbnede lørdag morgen klokken 9.

Fra i dag og de næste to uger frem bliver der nemlig tyllet massive mængder øl i den sydtyske by München. Hele seks millioner gæster, forventer man, vil deltage frem til søndag den 6. oktober, hvor Oktoberfest stopper.

Der er ellers flere ting, der kan have gjort det lidt mindre sjovt at tage til Oktoberfest i år.

For det første er prisen på fadøllene sat op med fire procent i forhold til sidste år. I år koster en enliters fadbamse mellem 15,3 og 18,8 euro, skriver tyske ZDF. Det svarer til op mod 140 danske kroner.

For det andet er sikkerhedsniveauet hævet i år. Det sker efter knivangrebet Solingen tidligere på året. Derfor er der hyret flere sikkerhedsfolk, hvis der skulle opstå utrygge situationer, og der er også opsat metaldetektorer, så man minimerer risikoen for, om der kommer knive ind i området, siger Clemens Baumgärtner, der er chef Oktoberfest, til ZDF.

Politiet har indkaldt 600 betjente, og der er 54 overvågningskameraer på plads i området, hvor Oktoberfest, der også kaldes Wiesn, afholdes.

Lidt dyrt, men kun Oktoberfest én gang om året

En af gæsterne mener dog ikke, at sikkerheden er et problem, selvom hun siger, at det virker meget nemt at komme ind.

- Jeg føler mig tryg. Jeg har aldrig problemer med utryghed til større begivenheder, men sikkerheden kunne egentlig godt være bedre, siger Lena Fierley, der er en af gæsterne.

Hun mener dog, at ølpriserne ligger lidt højt.

- Men Wiesn er kun én gang om året, så jeg lukker øjnene for det, siger hun til ZDF.

Sidste år blev der ifølge Ritzau drukket 6,5 millioner liter øl under festivalen.

Nedenfor kan du se billeder fra åbningen af Oktoberfest.

  • Gæster venter uden for indhegningen til området, hvor Oktoberfest finder sted. (Foto: © KARL-JOSEF HILDENBRAND, Karl-Josef Hildenbrand/picture-alliance/dpa/AP Images)
    1 / 10
  • Da hegnet blev åbnet, løb flere gæster ind for at finde teltene, hvor der de næste to uger skal drikkes tonsvis af øl. (Foto: © KIRILL KUDRYAVTSEV, Ritzau Scanpix)
    2 / 10
  • Et orkester tager med metroen for at deltage i Oktoberfest. (Foto: © KIRILL KUDRYAVTSEV, Ritzau Scanpix)
    3 / 10
  • Op til åbningen blev store tønder øl slæbt ind i teltene i München. (Foto: © Celina Geigle, Ritzau Scanpix)
    4 / 10
  • Det er 189. gang, at festivalen finder sted. Her er det optoget, som er en del af åbningen. (Foto: © Matthias Schrader, Associated Press)
    5 / 10
  • Da gæsterne endelig var kommet ind i et af teltene, måtte de vente til klokken 12, før de første fadøl blev serveret. (Foto: © KIRILL KUDRYAVTSEV, Ritzau Scanpix)
    6 / 10
  • Det var Münchens borgmester Dieter Reiter, der proppede hanen på den første tønde. Dermed blev Oktoberfest sat i gang. (Foto: © Celina Geigle, Ritzau Scanpix)
    7 / 10
  • Her bliver den allerførste fadøl serveret. Og mange gæster virkede meget tørstige. (Foto: © Matthias Schrader, Associated Press)
    8 / 10
  • En tjener slæber her ti fadøl. (Foto: © Matthias Schrader, Associated Press)
    9 / 10
  • Stemningen er god, da en af tjenerne kommer med fadøl til gæsterne. (Foto: © Matthias Schrader, Associated Press)
    10 / 10