De seneste ugers historier om blandt andet seksuelle krænkelser, nøgenbadning og afstraffelser i Zentropa kunne sagtens have fundet vej til mediernes overskrifter for fire et halvt år siden.
Dengang – i foråret 2013 – skrev journalist Anne Mette Lundtofte bogen ”Zentropia”, som beskrev den særegne kultur i det feterede filmselskab.
Men bortset fra enkelte anmeldelser, uddrag og artikler forstummede Zentropa-dækningen hurtigt i 2013.
Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik undrer sig i dag over den manglende interesse.
Han lavede selv et interview med Zentropa-bossen Peter Aalbæk Jensen, men ingen reagerede og fulgte op.
-Måske fordi historierne var velkendt stof; journalister og folk i filmbranchen vidste godt, hvad der foregik på Zentropa, så mange tænkte nok, at der ikke var noget nyt, siger Martin Krasnik i P1’s Mennesker og medier.
-Mest afgørende var måske, at det var svært at få folk til at tale om, hvad der foregik. Og så var der stor dovenskab blandt medier og journalister – især på Politiken og Information, føjer han til.
Politikens chefredaktør Christian Jensen, som i 2013 var chefredaktør på Information, erkender, at oplagte historier ikke blev skrevet:
-Det var dengang – og fremstår også i dag som – et svigt. Der var alle mulige røgsignaler, der viste, at der var noget ravruskende galt i filmbyen i Avedøre. Og der var absolut nogle historier, som burde være skrevet, men som ikke blev det. Der var alle tænkelige indicier på, hvad der foregik, og det svigtede vi, erkender han i Mennesker og medier.
En optælling viser, at Information i 2013 bragte en enkelt artikel, en anmeldelse og et uddrag fra ”Zentropia”-bogen. Politiken havde en anmeldelse og et uddrag.
Andre brancher bør undersøges
At historier om Zentropa til gengæld i de seneste uger har trukket store overskrifter kan efter både Martin Krasniks og Christian
Jensens opfattelse forklares med den omfattende #MeToo-kampagne.
Informations nuværende chefredaktør, Rune Lykkeberg, er enig i, at en række oplagte Zentropa-historier burde være skrevet for længst. Men, spørger han:
-Findes der ikke rigtig mange chefer lige som Peter Aalbæk Jensen, som udøver en vis for tyranni og chikane af deres medarbejdere? Men mindre spektakulært – og derfor tænker jeg, at der er historier, som ikke bliver skrevet. Og dem er det vores opgave at skrive.
Christian Jensen er enig i, at søgelyset også skal rettes mod andre brancher:
-Det kan absolut forekomme andre steder. Og vi går videre med et emne, der er substantielt vigtigt ved at researche i andre brancher.
På Weekendavisen er der ifølge Martin Krasnik ikke konkrete planer om at undersøge krænkelser og chikane i andre brancher.