Pilou Asbæk spiller brutal kaptajn i næste sæson af Game of Thrones

Den danske successkuespiller Pilou Asbæk skal spille karakteren Euron Greyjoy i sjette sæson af Game of Thrones.

Euron Greyjoy er kaptajn på skibet "The Silence". Skibet hedder sådan, fordi Euron har flået besætningens tunger ud. (Foto: © Franco Origlia, 2012 Franco Origlia)

Endnu en dansker skal gøre entré i den karakterpakkede fantasyserie Game of Thrones.

Det drejer sig om den danske skuespiller Pilou Asbæk, der i sjette sæson af serien skal spille karakteren Euron Greyjoy.

- Vi kan endeligt bekræfte Pilou Asbæk i rollen som Euron Greyjoy i sjette sæson af Game of Thrones. Den har premiere i foråret 2016 på HBO Nordic, siger Tom Nielsen pressechef i HBO Nordic i en pressemeddelelse.

Fjerde dansker

Dermed bliver Pilou Asbæk den fjerde dansker, der har figureret på rollelisten. Foruden hovedrollekarakteren Jamie Lannister, som spilles af Nicolaj Coster-Waldau, optrådte Dar Salim i seks afsnit i seriens første sæson som karakteren Qotho.

Birgitte Hjort-Sørensen gjorde i foråret også en kort entré som "wildling" i femte sæson.

Birgitte Hjort-Sørensen og Pilou Asbæk kendes blandt andre fra den danske TV-serie Borgen, hvor de to undervejs dannede par.

https://twitter.com/louiseroug/status/639147889906843648

Der er allerede godt gang i de sociale medier, hvor nyheden om Pilou Asbæks rolle spredes som en steppebrand.

Har revet tungen ud på besætningen

Da Game of Thrones er baseret på fantasyromanserien "A Song of Ice and Fire" skrevet af den amerikanske forfatter George R. R. Martin, er det allerede muligt at sætte et par ord på karakteren Euron Greyjoy.

Euron Greyjoy er den ældste af Lord Balon Greyjoys yngre brødre. Lord Balon Greyjoy kender man allerede fra serien. Han er Lord over The Iron Islands og har børnene Theon og Yara Greyjoy, som man følger i serien.

Euron Greyjoy er kaptajn på skibet "The Silence". Skibet hedder sådan, fordi Euron har flået tungerne ud på skibets besætningsmedlemmer.

Euron blev sendt væk fra "the Iron Islands" af sin storebror Lord Balon Greyjoy som straf for at have voldtaget Victarion Salts kone.

Siden han blev forvist, har Silence bragt ham rundt i hele verden, hvor han har plyndret og voldtaget overalt.

Han ejede desuden engang et drageæg, men hævder at have kastet det i vandet i et vredesudbrud.

Kilde: Wiki of Ice and Fire.