Peter tjener kassen på at spille computerspil: Jeg havde aldrig forestillet mig, det blev så stort

Verdens bedste hold i computerspillet Counter Strike er dansk og har alene i år vundet præmiesummer på over fem millioner kroner.

- Du skal gå igennem min spindoktor. Så sætter han det op.

Sådan lyder sms’en fra Peter Rothmann, da han et par timer efter svarer på min sms, om han har lyst til at lave dette interview.

Hvis man tror, at man bare sådan lige ringer til den 24-årige Peter Rothmann, så kan man så godt tro om. Han er nemlig ikke hvem som helst, selvom det nok kun er de færreste, der kender hans navn – endda også hans alias ”dupreeh”.

Han er professionel gamer og med på det danske hold Astralis, som lige nu er verdens bedste i det populære skydespil Counter Strike.

Har allerede vundet flere millioner i år

Holdet, som DR3-dokumentarserien ’Astralis – mod stjernerne’ har fulgt op til en af verdens mest prestigefyldte Counter Strike-turneringer, tjener nemlig kassen på at spille computer. For dem er jobbet som Counter Strike-spillere magen til Daniel Aggers og Mathias Zanka Jørgensens job som professionelle fodboldspillere.

Alene i præmiesum sidste år fik de fem Astralis-drenge 5,6 millioner kroner. Men efter der sidste år kom en udskiftning på holdet, er præmiesummen forøget markant, så holdet har fået vundet samme beløb alene i 2017’s tre første måneder.

- Siden oktober, hvor vi fik ny holdkaptajn, har vi været med i syv semifinaler, fem finaler og vundet tre titler. Vi har kvalificeret os til samtlige semifinaler i de turneringer, vi har været med i, og det er meget uvant, at et hold ligger så højt i alle turneringer, siger Peter Rothmann, efter spindoktoren har sat interviewet op.

Peter er lige kommet hjem fra endnu en turnering. Denne gang var han i Ukraine sammen med de andre fra holdet, hvor de blev indlogeret på endnu et fint hotel og blev fragtet frem og tilbage i deres sponsorbil fra Audi med egen chauffør.

Sådan er det cirka en til to gange om måneden. Nyt kontinent. Ny by. Ny arena. Ny turnering. Og endnu flere præmiesummer og fans, der vil have autografer.

Ingen gad at spille med ham

Dengang Peter var ti år og satte sig foran sin storebrors computer for første gang for at spille Counter Strike, havde han ingen anelse om, at skydespillet ville få ham så langt.

Dengang var spillet bare spændende, men hurtigt fandt han ud af, at han åbenbart havde en særlig evne til at plaffe løs på de andre spillere.

I fritidsklubben, hvor de måtte spille en halv time om dagen, gad hans kammerater til sidst ikke spille mod ham, fordi de blev pløkket ned alt for hurtigt. Og da hans storebrors kammerat fortalte ham, at han da skulle tage at blive professionel Counter Strike-spiller, kan Peter huske, at han bare grinede og trak på skuldrene.

- Jeg tænkte, at det kunne da være fedt. Men det eksisterede jo ikke på det tidspunkt. Dengang havde jeg en forestilling om, at jeg skulle have et godt job, hvor jeg kunne tjene en masse gode penge, så jeg kunne have et godt liv. Det var dengang, jeg ville være pilot eller advokat. Så det er ret sjovt, at jeg så endte med at spille computerspil i stedet.

- Dengang havde jeg jo på ingen måde forestillet mig, at det skulle eksplodere og blive så stort med fans i hele verden, så mange store sponsorer, og at det bliver tager så seriøst, siger han.

Første kontrakt var 2500 kroner

Det var først i gymnasiet, at Peter fandt ud af, at man kunne være med i konkurrencer. Og da han havde fået sin studenterhue og holdt et sabbatår, som primært gik på at spille Counter Strike, fandt han ud af, at det var dét, han brændte for.

Alligevel begyndte han at læse på CBS i København, men allerede midt i andet semester droppede han ud, fordi han havde brugt meget mere tid på skydespil end på ligninger. Og da besluttede han sig for at satse på en karriere som professionel Counter Strike-spiller.

- Mine studiekammerater tænkte, at jeg ikke ville få noget ud af det. Mine forældre var i samme båd. Men da jeg fik min første kontrakt, og vi vandt i turneringer, så ændrede de holdning. Og nu er de store fans.

Peters første kontakt var ellers meget beskeden. Sølle 2500 kroner om måneden. Men nye kontrakter kom til, og i 2014 var månedslønnen oppe på omkring 20.000 kroner, så det begyndte at ligne noget. Siden da, er kontrakterne blevet større og større.

Har almindelig arbejdsuge

Hvordan ser din hverdag så ud nu som professionel gamer?

- Der er sket rigtig meget siden 2014. Dengang var det rodet, og intet var skemalagt. Nu ligner det et almindeligt job, hvor mine arbejdstider er skemalagt to måneder frem med planlagte ferier og turneringsdatoer. Vi træner hver dag fra kl. 10 til 18, hvor vi også sidder og taler taktikker og finder ud af, hvad der virker og ikke virker.

I programmet får du en advarsel, fordi du ikke præsterer godt nok på holdet og risikerer at ryge af holdet. Man kan se, at det betyder meget for dig at være med, men hvorfor bliver du så berørt?

- Selvom der er mange penge i det, og jeg risikerer at miste mit arbejde, så var det ikke så meget det, jeg tænkte på. Counter Strike har en vigtig plads i mit liv. Det, at jeg kunne miste det, der betyder allermest for mig i mit liv, var jeg utrolig bange for.

- Spillet har hjulpet mig igennem så mange problemer i mit liv – blandt andet min fars kræftsygdom, hvor Counter Strike gav mig en ny start. Det, at kunne rejse med mine venner og vise, at vi er de bedste i verden, det vægter jeg virkelig højt.

Skal aldrig tilbage til skolen igen

Hvor lang tid regner du med at blive ved?

- Det afgørende er, at jeg brænder for det, og at jeg har energien til at arbejde med de fejl, jeg f.eks. begik, da vi var til turnering i Ukraine og tabte i finalen - og det har jeg. Hvis man ikke fortsætter med at arbejde med sig selv, så får man sparket, fordi der vil komme andre, der er mere sultne og med mere kampgejst.

- Men jeg tror aldrig, jeg kommer tilbage på skolebænken. Jeg vil fortsætte inden for e-sporten – måske som coach, kommentator eller som analytiker. Jeg tror, jeg kan arbejde videre med den viden, jeg har opbygget inden for e-sport.

Du kan se alle tre afsnit af ’Astralis – mod stjernerne’ på dr.dk/tv.

Tre gamer-myter, som Peter ”dupreeh” Rothmann er træt af:

  • I er nørder i en kælder, som ikke motionerer, og som kun spiser usund mad: - Sådan er det ikke. Selvfølgelig spiser vi også pizza, som alle andre. Men vi har kostplaner, træningsplaner og dyrker dagligt motion. Det bliver vi nødt til for at kunne præstere i turneringerne.

  • I er asociale, dumme og forstår ikke andet end computerspil: - Mange af os har en længerevarende uddannelse. Vi er meget på de sociale medier, og vi lever af at være profiler udadtil. Og vi følger også med i andet som politik og samfundsforhold.

  • E-sport har ingen fremtid: - Vi bliver tit mødt med fordommen om, at vi ikke har nogen fremtid, når vi ikke længere spiller Counter Strike. E-sport bliver større hele tiden, der er store pengepræmier, og vi har Audi som sponsor. E-sport er ikke bare en døgnflue.