Fra 1. oktober er det slut med pornografiske videoer og billeder på OnlyFans.
Det meddeler det sociale medie ifølge medier som blandt andre The Guardian og The New York Times.
Årsagen er, ifølge OnlyFans-platformen, et stigende pres fra banker og andre betalingsudbydere, som er bekymrede for det seksuelle indhold på platformen. Et forbud skulle derfor gøre det lettere at tiltrække investorer.
OnlyFans vil dog fortsat tillade opslag med nøgenhed, men "alt indhold, der indeholder eksplicit seksuelt adfærd", vil blive bandlyst, lyder det fra mediet, der i stedet vil fokusere på mere mainstream indhold.
Hvor grænsen mellem nøgenhed og "seksuelt eksplicit" indhold går bliver dog ikke nærmere konkretiseret.
Ifølge nyhedsbureauet AP har OnlyFans i stedet forsøgt at promovere videoer om eksempelvis madlavning, fitness og musik i løbet af det seneste stykke tid.
- For at sikre platformens langsigtede holdbarhed og for fortsat at være medie for et inkluderende fællesskab og for fans må vi udvikle vores guidelines til indhold, lyder det fra en talsmand fra OnlyFans ifølge The Guardian.
Stor indtægtskilde for influencere
OnlyFans, der har eksisteret siden 2016, har især fået opmærksomhed herhjemme det seneste års tid, fordi kendte influencere som Fie Laursen har brugt platformen.
Mediet fik desuden stor succes under coronanedlukningen, hvor mange pornoskuespillere brugte platformen til at holde forbindelsen til deres fans varm.
Derfor er beslutningen om at boycotte porno meget mærkelig. Det mener Christian Vorre Mogensen, der er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik og har beskæftiget sig med OnlyFans og andre nye platforme:
- Jeg kan ikke se, hvordan de skal kunne overleve. Det er lidt ligesom, hvis slikbutikken besluttede sig for kun at sælge æbler, eller hvis Playboy eller Ugens Rapport ville lave en kulturpodcast, siger han.
Ifølge Christian Vorre Mogensen er der nemlig ingen chance for, at OnlyFans skal kunne fortsætte succesen med et fokus på madlavning, fitness og musik.
- Det marked dækker Instagram jo rigtig fint, og de har desuden Facebook i ryggen, siger han og peger også på sociale medier som TikTok og Snapchat, der ligeledes er store spillere, som OnlyFans ikke vil kunne konkurrere mod.
Lukningen er problematisk for sexarbejdere
Med andre ord kan Christian Vorre Mogensen ikke se nogen fremtid for OnlyFans uden det pornografiske indhold. Og det er ikke bare problematisk for dem, der gerne vil se indholdet, men også dem, der producerer det.
- OnlyFans er en af de få platforme, hvor sexarbejdere kan møde kunderne og vise dem "varerne". Nu vil det rykke til mindre platforme, hvor der er langt mindre sikkerhed, siger han og uddyber, at OnlyFans har en høj grad af sikring af personlige informationer i forhold til en fanfølger-platform som Funhouse.
Selvom OnlyFans ikke selv har udspecificeret, hvor grænsen mellem pornografisk indhold og nøgenhed ligger, mener Christian Vorre Mogensen, at den bliver meget bonert.
- De kommer til at trække grænsen meget hårdt op. Så der bliver ingen kønsdele og ingen sex. Og det gør de for at tækkes de mainstream og konservative investorgrupper.
Ifølge en talsmand fra OnlyFans vil man i løbet af de kommende dage fortælle mere detaljeret om fremtiden for mediet samtidig med, at man vil "støtte og guide vores brugere gennem denne forandring i vores guidelines til indhold".