Ole Thestrup melder afbud til stor forestilling på grund af sygdom

Skuespilleren Ole Thestrup skulle have spillet Harald Blåtand i vikinge-eventyret ’Røde Orm’. Men på grund af sygdom afløses han af Lars Lohmann.

Ole Thestrup skal ikke spille Harald Blåtand, når forestillingen bliver vist fra 24. maj. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

En af sommerens store sommerforestillinger, Det Kongelige Teaters 'Røde Orm', der bliver vist på Moesgaard Museum ved Aarhus, bliver uden skuespilleren Ole Thestrup.

På grund af sygdom har den kendte skuespiller meldt afbud til at spille rollen som Harald Blåtand i vikinge-forestillingen.

Det skriver Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

Ole Thestrup har tidligere meldt afbud til forestillinger, fordi helbredet ikke var til det. Det skete i 2014, da han på grund af hjerteproblemer måtte droppe en række forestillinger på Østre Gasværk.

Ifølge Det Kongelige Teater har Ole Thestrup ikke yderligere kommentarer, ligesom teatrets presseansvarlige, Christian Bækholm, heller ikke vil fortælle, hvad der er årsag til afbuddet.

Ifølge Christian Bækholm vil forestillingen foregå som planlagt med Lars Lohmann i rollen som Harald Blåtand.

Der er indtil nu solgt 56.000 billetter til forestillingen, som finder sted fra 24. maj til 1. juli.