Det er noget nær umuligt at finde bare én dårlig anmeldelse af den nye amerikanske storfilm Anora, der inden den danske premiere i torsdags havde vundet Den Gyldne Palme på filmfestivalen i Cannes.
Filmen handler om sexarbejderen Anora 'Ani' Mikheeva, der gifter sig med den rige russiske oligarksøn Ivan til stor utilfredshed for hans familie.
Og så er den sjov.
Faktisk er den ifølge flere anmeldere et "komediemesterværk", "mirakuløst morsom", "hylende morsom" og hele seks stjerner værd.
Det skyldes ikke mindst hovedpersonen Anoras handlekraft og spydighed, som man allerede i de første scener får et glimt af, når hun prøver at lokke kunder til.
Karaktertræk, der ifølge antropolog og forsker i sexarbejde Sine Plambech afviger fra de typiske fire måder at portrættere sexarbejdere på i film og serier.
- Det er en virkelig god og anderledes skildring af sexarbejderen som noget andet end en, der er blevet tvunget og sådan lidt tilfældigt er havnet i arbejdet, siger hun i 'K-Live' på P1.
Et egentligt nybrud inden for portrætteringen af sexarbejdere er den dog ikke, lyder det.
- Jeg holder på mange måder rigtig meget af filmen, men jeg synes også, at den er problematisk på nogle områder, fordi man ikke lærer Anora at kende som andet end sexarbejder.
Tidligere sexarbejder kan genkende flere ting
Hovedpersonen Anoras evne til at svare igen vækker genklang hos den tidligere sexarbejder Jelena Seidel, der så filmen sammen med K-Lives reporter Josephine Køhler Furbo.
Hun kan nemlig genkende "rigtig mange dele" af filmen fra den virkelige verden.
- Det er en film, der ikke nødvendigvis portrætterer sexarbejderen som et offer eller en, der skal reddes, men som også portrætterer dobbeltmoralen i samfundet, siger hun.
Som eksempel nævner hun en scene, hvor en mand, der køber sex af Anora, spørger, om hendes venner og familie ved, hvad hun laver.
Anora spørger tilbage, om mandens kone mon ved, at han køber sex.
- Den her ping-pong kender jeg fra branchen, siger Jelena Seidel.
Hun er i dag socialarbejder i Københavns Kommune, næstformand i Stenbroens Jurister, talskvinde for Sexarbejdernes Interessorganisation og politisk konsulent i foreningen The Red Van, som arbejder for sexarbejderes rettigheder.
Hun beskæftiger sig dermed stadig meget med området.
Hvad synes du om at gøre historien om en sexarbejder til en komedie, som vi skal sidde og grine af?
- Sexarbejde er jo så komplekst. Det er jo ikke historier, vi kun skal græde over eller grine af. Der er både kærlighed, sorg, følelser, stigma og alt det politiske, og jeg synes, filmen har alle nuancerne, siger hun i 'K-Live'.
Sandheden ville være kedelig
Selvom der ifølge Jelena Seidel kan drages flere paralleller mellem filmen Anora og det virkelige liv som sexarbejder, er det ikke et portræt af sexarbejdere, som de er flest.
Ligesom 1990'er-klassikeren Pretty Woman er det nemlig de færreste, der møder en rigmand og derefter dropper livet som sexarbejder.
Det er også lidt "følelsesporno", når Anora ikke vil kysse en mand på munden fordi det, ligesom i Pretty Woman, er et tegn på ægte følelser frem for arbejde, siger hun.
- Det er en kliche. Sexarbejdere kysser dem, de har lyst til.
Men der er nok en god grund til, at Anora ikke er en 100 procent realistisk Hollywood-film om sexarbejdere.
- Hvis jeg skulle lave en film om en helt almindelig sexarbejder, ville den simpelthen være så kedelig, at ingen ville se den. Man tager på arbejde, rydder op, gør rent, passer måske børn, handler ind, laver mad og sover.
Sine Plambech, der har lavet feltarbejde på bordeller, fortæller også, hvordan de fleste sexarbejdere har "relativt almindelige liv".
Synes du helt grundlæggende, at filmen gør noget godt eller noget dårligt i forhold til fremstillingen af sexarbejdere?
- Jeg synes ikke, den bringer os et mere nuanceret sted hen. Jeg savner lidt mere menneskelighed, siger Sine Plambech.
- Vi kommer aldrig helt ind under huden på hende.
Hør, hvordan sexarbejdere, der bliver dræbt i film og serier, er den filmiske "gave, der bliver ved med at give" i K-Live i DR Lyd.