ANBEFALING Spids Nøgenhat: Her er Northsides killer-nummer

Anders Grøn fra Spids Nøgenhat har fundet tre koncerter med 70’er-inspireret musik, som han anbefaler at se på Northsides sidste dag.

Anders Grøn fra Spids Nøgenhat er lidt pas på det nyeste musik. Alligevel har han fundet nogle koncerter, som han anbefaler, at du ser i dag på Northside. (Foto: © Silas Bay Nielsen, DR)

Det er mest den 70'er-inspirerede musik, Anders Grøn lytter til, når han ikke spiller trommer i bandet Spids Nøgenhat. Det kan også ses på de tre bands, som han anbefaler at se i dag på Northside.

St. Paul & The Broken Bones, kl. 13.10, P6 Beat Stage

Første koncert på Anders Grøns liste er St. Paul & The Broken Bones. Soulbandet stammer fra sydstaten Alabama i USA.

- Bandet spiller soulinspireret musik og er helt nede fra syden i USA, hvor der stadig lugter af soul. Bandet består af et syv mands stort orkester med blæsere og hele lortet, og det er lidt noget andet, end man er vant til at se, siger Anders Grøn.

Det er ikke kun Anders Grøn, der har ros til bandet. Det amerikanske musikmagasin The Rolling Stone var meget imponeret over bandet, da de optrådte på festivalen South by Southwest sidste år, og koncerten med St. Paul & The Broken Bones kom ind på 12. pladsen over de fedeste oplevelser på den amerikanske kulturfestival.

https://www.youtube.com/watch?v=v2hZijYFL_g

- Jeg har allerede tjekket deres album igennem, og det lyder meget autentisk og ramte rigtig godt. Særligt nummeret ’Call Me’ lyder rigtig fedt, siger Anders Grøn.

Matthew E. White, kl. 15, P6 Beat Stage

Et navn, som Anders Grøn er glad for, er Matthew E. White. Gennembrudsalbummet ’Big Inner’ fra 2012 fik ros fra anmelderne – og blev kåret som et af årets bedste udenlandske albums af Ekstra Bladets Thomas Treo. Dog lykkedes det ikke Anders Grøn at se Matthew E. White, da han spillede i Vega i København i 2013.

- Det var slående så gode anmeldelser, han fik. På de rigtige dage er han helt suveræn at lytte til, men på andre dage kan han være en mellemting. Han er lidt mellow, dvask og doven i sin vokal, men det kan virkelige være rigtig godt at lytte til, siger Anders Grøn.

Et af de numre, han synes, er det bedste, er ’Big Love’, som Anders Grøn kalder et ”killer-nummer”.

https://www.youtube.com/watch?v=G_WcV5BSRRA

- Der er noget soulvibe over hans musik og en 70’er-groovyness. I ’Big Love’ er der mange elementer med fedt kor og gode lyde, og det kan jeg godt lide, siger han.

Koncerten med Matthew E. White vil blive streamet live på dr.dk/northside.

Seasick Steve, kl. 17.20, Blue Stage

Vi skal også tilbage i tiden, når Seasick Steve spiller i eftermiddag. Anders Grøn har ikke det helt store kendskab til den 74-årige musiker, men ud fra de omtaler, der har været af amerikaneren med det borgerlige navn Steven Gene Wold, så kan det kun blive godt.

- Der er en masse, som synes, han er helt fantastisk. Han er jo over 70 år og har arbejdet sammen med flere af de store legender (blandt andre Joni Mitchell, red.). Hans musik er ovre i den mere rå og beskidte bluesbaseret rockmusik med hjemmebyggede instrumenter, og jeg tror, det bliver spændende at se, om en så voksen mand kan levere på scenen, siger Anders Grøn.