VIDEO Kun én dansk journalist har nogensinde interviewet Nirvana: Jeg var uforberedt og nervøs

For 25 år siden udgav Nirvana pladen 'Nevermind'. DR har talt med den eneste danske journalist, der har interviewet det legendariske band.

Nirvana var notorisk kendt for ikke at stille op til interviews og havde afvist alle forespørgsler under deres Europa-tur i 1992.

Undtagen en.

Danske Kenan Seeberg, der dengang var journalist på DR, fik lov til at interviewe det amerikanske band inden deres optræden på Roskilde Festival 26. juni 1992 – samme dag som Danmark vandt EM i fodbold.

Som den eneste danske journalist nogensinde.

- Jeg var ikke så starstruck, som mange andre måske var. Jeg var godt klar over, at det var et særligt interview, men jeg vidste jo ikke, at det ville blive det eneste. Jeg vidste ikke, at det var så eksklusivt, siger Kenan Seeberg, der i dag er journalist på BT.

Uforberedt og nervøs

Interviewet kom i stand efter godt talearbejde af to ansatte på pladeselskabet BMG.

De havde fulgtes med Kurt Cobain og Nirvana-forsangerens kone, Courtney Love, til Roskilde Festival og klikkede så godt med sidstnævnte, at Nirvana sagde ja til et interview - formentlig presset af Courtney Love.

Kenan Seeberg fik først besked om, at Nirvana var klar til et interview, samme dag som det skulle foregå. Der var derfor ikke meget tid til forberedelse.

- Og det kan man måske også godt se, siger Kenan Seeberg og fortæller, at han havde hørt mange journalister advare om, hvor svære Nirvana var at interviewe.

- Så jeg var nervøs, siger den danske journalist.

Interviewet blev udskudt flere gange. Først skulle det havde været inden EM-finalen, så i pausen, men det endte med at blive efter, at Danmark havde vundet guld.

Forsanger Kurt Cobain lå nemlig og sov, fik Kenan Seeberg at vide. Først flere år senere fandt han ud af, at den virkelige årsag til forsinkelsen nok snarere var, at Kurt Cobain skød heroin med Courtney Love.

Alle var påvirkede

Udskydelserne kom dog belejligt for Kenan Seeberg og resten af DR-holdet, der havde fået stillet et fjernsyn til rådighed, så de kunne se EM-finalen. Kort efter slutfløjtet ilede de mod Nirvana-mødet på bagsiden af Orange Scene.

- Vi havde drukket et par øl og kom med et ordentligt skud adrenalin i kroppen efter fodboldkampen. Vi var sgu næsten lige så påvirkede som Kurt Cobain, siger Kenan Seeberg.

Han fortæller, at forsangeren var ”utrolig tilgængelig” under interviewet.

- Han virkede afslappet og nede på jorden. Det var måske, fordi han havde fået det skud heroin.

En af de BMG-ansatte fulgte Kurt Cobain til scenebagtrappen, hvor bassist Krist Novoselic, trommeslager Dave Grohl og Kenan Seeberg ventede.

- Hej, jeg hedder Kenan.

- Hej Kenan, jeg hedder Kurt, sagde de, gav hånd, og så var interviewet i gang.

"Jeg forsøger at gennemføre et interview med Nirvana..."

Da DR godt 24 år efter spørger Kenan Seeberg, om der var nogle spørgsmål, han gerne ville have stillet, men som han ikke fik lejlighed til, svarer BT-journalisten:

- Jeg ville godt have spurgt ind det til pres, der kom med succesen. Og jeg ville have spurgt til det Yoko Ono-John Lennon-agtige forhold, Cobain og Courtney Love havde.

I stedet spurgte han ind til Kurt Cobains nye frisure, og om hvordan det er at blive udråbt til at være den "næste store ting".

På et tidspunkt afbryder Kenan Seeberg desuden interviewet for på dansk at fortælle de danske seere, at han er meget optaget af den danske fodboldsejr, som han også kan høre folk juble over ude på festivalpladsen.

- Jeg forsøger at gennemføre et interview med Nirvana, der ikke er særlig meget på fodbold, men det må jeg indrømme; det er jeg, siger Kenan Seeberg i klippet fra DR.

Knap to et halvt årti efter det korte, lidt konfuse møde bag Orange Scene er det, der står klarest tilbage hos Seeberg, Kurt Cobain som person.

- Der er en grund til, at folk er hovedperson i en film eller i et band. Det er fordi, de folk har en tilstedeværelse. Han fylder noget i rummet. Det er der mange rockstjerner, der gør på godt og ondt. Jeg har mødt en del af dem, og de slapper af i sig selv. De er midtpunktet, og sådan opfattede jeg det også med Kurt Cobain, siger han.

Se hele interviewet med Nirvana samt to numre fra deres optræden på Roskilde Festival herunder.