Tønder Festival offentliggør nye navne: 22-årig canadisk stortalent på plakaten

Canadiske Colter Wall og landsmændene The Lone Bellow vender tilbage til Danmark.

Canadiske Colter Wall optrådte for nylig i et udsolgt Lille Vega i København, arrangeret af Tønder Festival. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Danske stjerner som Anne Linnet, Shaka Loveless og Michael Falch – og udenlandske som David Ramirez og Melissa Horn - har i dag fået selskab af nye navne på plakaten til dette års Tønder Festival.

I en pressemeddelelse offentliggør festivalen nemlig en række nye danske og udenlandske navne, der til sommer skal optræde på den danske folkemusikfestival. Herunder flere gengangere fra tidligere års festivaler.

Af udenlandske navne tilføjer festivalen blandt andet canadiske Colter Wall til plakaten.

Den bare 22-årige Colter Wall har for nylig kunnet opleves i et udsolgt Lille Vega i København og er efterhånden blevet vant til udsolgte koncerter i USA og Canada.

Han er kendt for sin rå, men på samme tid følsomme stemme og guitar- og banjospil af høj standard,

Musikmagasinet Rolling Stone havde i 2016 desuden Colter Wall med på listen over 'Ti nye countrynavne, du er nødt til at kende'.

Canadisk power-country

Også amerikanske The Lone Bellow, der efterhånden er blevet et kendt navn på Tønder Festival, er blandt dagens udenlandske tilføjelser.

Bandet har opbygget sig et dansk publikum, siden festivalen for første gang introducerede bandet i Danmark i 2014, og trioen er blandt andet kendt for dens vokalharmonier og for et musikalsk spænd, der går fra energisk country og folk til mere afdæmpede og poetiske sange.

I 2017 udkom gruppens seneste album 'Walk Into A Storm', der er produceret af David Cobb, der tidligere har høstet amerikanske Grammy’er som producer for Chris Stapleton og Jason Isbell.

Af andre udenlandske navne afslører festivalen blandt andre den mere traditionelle, men powerfulde canadiske countrysanger Tami Neilson, det nyere skotske band Tide Lines, der er inspireret af musik fra det skotske højland, og det canadiske band The Dead South, der blandt andet er kendt for sin store energi på scenen og rebelske attitude.

Hyldestkoncert til B.B. King

Blandt dagens offentliggjorte danske navne er blues- og soulsangeren Mike Andersen med band.

Mike Andersen er vant til at optræde på både den danske og den internationale scene, og havde blandt andre den populære og prisvindende britiske sangerinde Joss Stone til at medvirke på sit seneste album, 'Devil is Back' fra 2016

Under festivalen kommer han desuden til at agere vært for en hyldestkoncert for den amerikanske bluesguitarist og sanger B. B. King, afslører festivalen.

Du kan se den fulde liste over de hidtil offentliggjorte navne her.