Nederdelen dækker kun lige numsen, og de små deller på maven hopper i takt til musikken, mens Katinkas karakteristiske stemme folder sig ud over publikum.
2017 har været et år proppet med koncerter for det danske band, der har taget navn efter frontfigur, sangerinde og tekstforfatter Katinka Bjerregaard.
- Jeg er sindssyg usikker på så mange ting, og alligevel kan jeg stå på en scene og rage mig i skridtet, siger sangerinden, hvis debutalbum med den finurlige titel 'Vi er ikke kønne nok til at danse' udkom tidligere på året.
Trods anmelderros, nomineringer til musikpriser og en kalender, som er tætpakket med koncerter i hele landet, gemmer Katinka på en mørk side.
Hun tager antidepressiv medicin, som skal holde hende væk fra de dybe huller, hun indimellem kan havne i.
- De tager trangen til at blive i sengen eller græde tre dage i træk. Jeg har meget nemt ved at føle mig ensom og føle mig lidt fortabt. Jeg kan have nogle dage, hvor jeg går ind i det. Det skal man passe på med, for det kan være meget mørkt og trist, siger hun.
Græder og ser tv på dårlige dage
For 26-årige Katina er der gode og dårlige dage. På gode dage er hun konstruktiv og bruger tiden på at skrive sangtekster eller indlæg i den dagbog, hun meget nøje fører. På de dårlige dage er det helt anderledes.
- Der sidder jeg og græder og ser tv. Og jeg har ikke lyst til at komme udenfor, når jeg har det sådan. Jeg har det, som om jeg drukner, og min mave er totalt spændt som en knytnæve.
Dage som disse kommer og går med nogle ugers mellemrum, og når de er der, har Katinka ikke lyst til at være nogle steder. Hendes humør og selvopfattelse kan veksle enormt.
- Nogle dage synes jeg, at jeg er kongen af Danmark, og nogle dage synes jeg, at jeg er det mest forfærdelige og hæslige menneske i verden.
Ville have ukøn magasinforside
26-årige Katinka elsker at gå i herreunderbukser, synes det er ”tidsspilde” at gå i bad og børste tænder og har et tatoveringssæt, som hun og kæresten bruger til at forevige motiver på hinandens kroppe.
En på alle måder finurlig sangerinde, som langt fra drømmer om at ligne en supermodel på forsiden af musikmagasinerne. Faktisk vil hun helst ligne det modsatte, for hvorfor skal mændene se spændende ud på magasinforsiderne, mens kvinderne bare skal være kønne?
Katinka vil ikke pakke noget som helst væk. Også selvom hun ikke altid elsker sit udseende.
- Jeg bliver næsten altid skuffet, når jeg kigger mig selv i spejlet. Så det dropper jeg tit. Jeg gider ikke gemme mine bryster væk. Eller at jeg ikke kan have en mavebluse på, bare fordi jeg har nogle deller på maven.
Usikkerheden er dog svær at spotte, når Katinka står på scenen og synger sin sang 'Idioter', hvor hun hænger dem, som gjorde hendes folkeskoletid til et helvede, til tørre. Og det er da også netop på scenen, at hun føler sig allermest hjemme.
- Jeg vil ikke være andre steder, end jeg er. Ligegyldig med angst, frygt, mareridt, dårlig søvn og dårlig mad. Jeg vil ikke være andre steder end på en scene.
Hør et nummer med Katinka:
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5a3d0f536187a41958757379