Succesduoen Benal vil ramme danskerne: Vi vil nå lige så bredt ud som Kim Larsen

Efter at have vundet P3 Guld sidste år, kigger duoen Benal nu frem mod et nyt år, hvor der skal laves ny musik.

Benal føler, at de stadig har meget at bevise. (© Benal)

Man ved aldrig, hvad man kan forvente, når det gælder den danske duo Benal.

I interview-situationer kan de finde på at servere overraskende svar, man ikke i sin vildeste fantasi kunne have tænkt sig til på forhånd. Musikalsk rykker de hele tiden så tilpas meget på sig, at det virker forkert at sætte et fast mærkat på dem.

Hiphop. Rap. Elektronisk hiphop. Elektronisk musik med rap. Selv er jeg kommet dertil, at det eneste passende mærkat nok i virkeligheden bare er ’Benal’, for det tillader overraskelserne.

Læs videre under videoen

- Vi har en drillesyge. Vi har lyst til at drille publikum og til at drille os selv. Vi har lyst til at skubbe til tingene og prøve nogle ting af. På den måde kommer vi også ud af vores egen komfortzone, så det bliver ved med at være sjovt, fortæller Benjamin Hav kort før duoen skal i studiet hos Moyo Live på P3.

Jeg har fået 15 minutter til at forsøge at indfange essensen af, hvordan det står til i Benal-lejren efter et vildt 2017, som både bød på cd-udgivelse og prisregn.

Drømmen om den særlige Kim Larsen-bonding

Benal består af Benjamin Hav og Albert Wanscher. Benjamin er den vokale halvdel, Albert producerer musikken.

Duoen udgav deres første ep ’Baby’ tilbage i 2013, og siden da har de stille og roligt arbejdet sig ind på Danmarks musikalske landkort. I 2016 udgav de debutalbummet ’Nu’, der blev efterfulgt af albummet ’Hvis Det Virkelig er Vigtigt’ allerede året efter.

Albummet, der var spækket med musikalske samarbejder fra Medina til Marie Key, modtog gode anmeldelser, og måneden efter udgivelsen modtog duoen så hovedprisen ved P3 Guld. Et vildt år, men Benal tager det med ophøjet ro.

- Selvom det var sejt og stort at vinde P3 Guld, så føler vi stadig, at vi har meget at bevise. Vi føler stadig, at alt det her er et helt nyt rum, vi lige er kommet ind i, siger Benjamin.

- Vi kan stille os ned på hovedtorvet i Herning, og så ved folk ikke, hvem vi er. Selvom det er fyfy at tale om bredde, så er målet at nå hen til den der helt almenmenneskelige Kim Larsen-bonding med publikum.

I oktober 2017 modtog Benal hovedprisen ved årets P3 Guld. (© DR)

Albert forklarer, at sidste år i høj grad føltes som kulminationen på flere år, hvor der år for år skete noget nyt, og hvor Benal rykkede sig frem i publikums bevidsthed. Det er det, de nu er klar til at bygge videre på.

- Det mest spændende er, hvad vi skal lave i studiet næste gang. Musikken styrer, hvad der sker – også hvordan vi lyder næste gang, fortæller Albert.

Religiøs vækkelse på Østerbro Stadion

Og drømmen om fremtiden lever videre hos Benal.

Engang spillede de for et lille publikum på spillestedet Stengade på Nørrebro i København og var lykkelige for at modtage 5000 kroner for at spille på Click Festival i Helsingør. Så blev det til koncert på Lille Vega på Vesterbro. Så blev det pludselig udsolgte koncerter på Store Vega i København og Train i Aarhus.

I 2018 venter nye spillejobs – blandt andet endnu en udsolgt Store Vega-koncert og Roskilde Festival til sommer. Men drømmene rækker langt udover det nye år.

- Jeg visualiserer altid vores succes, når jeg skriver. Det giver en visualiseringen af musikken, og hvor den er på vej hen, fortæller Benjamin.

- Lige nu har jeg det her billede af, at vi står på Østerbro Station foran 25.000 mennesker, og der er sådan en religiøs vækkelsesstemning.

Og så kommer der så et nyt mål bagefter, lyder det fra Albert.