Smukfest næste sommer udsolgt på under fem timer

Igen i år kan festivalen i Skanderborg melde udsolgt, selvom de endnu ikke har meldt ud, hvem der skal spille.

Man skulle være hurtig for at få partoutbilletter til årets Smukfest i Skanderborg. De 28.000 billetter blev udsolgt under fem timer efter, at de blev frigivet. Sidste år blev der udsolgt efter 50 dage. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen)

Smukfest har ikke offentliggjort et eneste navn, der skal spille på næste års festival i Skanderborg.

Alligevel er samtlige 28.000 partoutbilletter blevet revet væk - bare fem timer efter, at billetsalget er åbnet.

Det oplyser Smukfest på deres hjemmeside.

Smukfest slår sidste års imponerende rekord

Sidste år blev der også meldt udsolgt, inden Smukfest havde nået at offentliggøre et eneste navn. Dengang tog det 50 dage.

Formanden for Skanderborg Festivalklub, Claus Visbye, er glad og overvældet over det exceptionelt hurtige salg i år.

- At kunne sælge alle vores partoutbilletter på den allerførste dag og uden at have præsenteret ét eneste navn – det er jo sådan noget, man kun kan drømme om, siger han i en pressemeddelelse.

- Vi er utrolig glade og ydmyge over den tillid, publikum viser os på denne måde. Det vil få alle os, der laver festivalen, til at gøre alt, hvad vi kan for at give vores gæster den bedste Smukfest, vi overhovedet kan lave.

Smukfest præsenterer størstedelen af sit program 1. februar 2017, så folk, der allerede har sikret sig en billet, må vente lidt endnu for at finde ud af, hvem de overhovedet skal se på scenerne i Bøgeskoven.

Ventelisten er åben

Nåede man ikke at få fingre i en billet, kan man skrive sig på en officiel venteliste her.

Det er ifølge talsmand Poul Martin Bonde, som Berlingske har talt med, ikke fysisk muligt at sætte flere billetter til salg, fordi skoven sætter sin naturlige begrænsning på festivalens størrelse.

- Så det eneste vi kan gøre, er at opfordre folk til at skrive sig på venteliste. Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt man får en billet på den måde, men der vil jo altid være nogen, der ikke får brug for den, de har købt, siger han til Berlingske.

8. februar bliver endagsbilletter til de enkelte dage sat til salg.

Smukfest finder sted 9. til 13. august 2017.