Det var ikke kun de mange fans, der var mødt op for at høre superstjernen Mø optræde, der fik kuldegysninger, da 'Lean On'-stjernen optrådte live i programmet ‘Moyo Live ‘på P3. Også sangerinden selv havde følelserne helt ude på tøjet.
Den unge popkomet fik sig nemlig noget af en overraskelse, da programmets vært Andrew Moyo fandt et helt særligt stykke papir frem.
Papiret var et brev skrevet af 20-årige Emilie Becker Buhl fra Roskilde, der er stor fan Mø.
I sit brev kaldte hun sangerinden for "en kæmpe inspiration", "girl power i højeste klasse" og "præcis det forbillede, mit 16-årige jeg havde brug for, da hun dukkede op i min musikverden".
De flotte ord ramte tydeligvis noget i den 29-årige sangerinde, der med våde øjne sad og snøftede ned i mikrofonen.
- Jeg bliver bare rigtig rørt. Hvor er det vildt, at nogen kan have det sådan med én. Det er vildt overvældende, og man bliver bare vildt lykkelig og rørt, sagde en tydeligt berørt Mø.
Mø's reaktion kom bag på fan
Redaktionen bag 'Moyo Live' havde udlovet et række billetter til koncertoptagelsen med Mø i en konkurrence, hvor de bad fans af sangerinden skrive ind og fortælle om deres forhold til Mø og hendes musik.
Det havde Emilie Becker Buhl gjort og scorede sig da også som fortjent et sæt billetter. Hun havde dog ikke regnet med, at hendes brev skulle læses op for sangerinden selv.
- Det var så vildt. Det betyder meget, at hun fik de ting at vide. Selvom hun er ude i den store verden og oplever så meget, så er det vigtigt, at hun kan se, at vi danske fans stadig er her og støtter hende, fortalte Emilie om brevet, da DR Kultur fangede hende efter koncerten.
Mø's følelsesladede reaktion på hendes brev, kom noget bag på Emilie Becker Buhl.
- Det var virkelig fedt at se, hvordan hun reagerede. Det havde jeg ikke lige regnet med skulle ske, da jeg kom herind i dag. Men det understreger bare, hvordan hun er som person, siger Emilie om det fine øjeblik, som du kan se i videoen øverst i artiklen.
- Der er så mange kunstnere, hvor jeg føler, at man ikke kan gennemskue, hvem de egentlig er inde bag facaden, men Mø er bare så ægte, sluttede Emilie, som glædede sig meget til at høre hele seancen i radioen.
Og nu kan både Emilie og alle andre så høre den to timer lange Mø-udgave af 'Moyo Live', hvor sangerinden også optrådte med en række af hendes største hits, lige her.