Roskilde Festival er klar med de første 10 navne

Der er lidt for enhver smag blandt de 10 navne, der spiller på næste års festival. Vært fra P6 Beat er begejstret og kalder det en god teaser.

Der er endnu meldt noget kæmpe navn ud til Orange Scene, men Rune Hedemann fra P6 Beat ser stort potentiale i en række af de 10 første navne. (Foto: © Vegard S.Kristiansen, Roskilde Festival)

Sommeren 2016 kan i disse regnfulde tider synes langt væk, men allerede nu er sæsonen for annoncering af navne til næste års festivaler i fuld sving.

I sidste uge diskede Copenhell op med Black Sabbath, og nu melder Roskilde Festival sig også på banen.

Festivalen har i dag offentliggjort sine 10 første navne til næste års plakat, og der er lidt for enhver smag.

Et af de mest kendte navne er new yorker-rapperen Action Bronson, der spillede en udsolgt koncert i København så sent som i sidste uge.

https://www.youtube.com/watch?v=bVP_w1rQweE

"Det tegner rigtigt godt"

Derudover spiller den amerikanske countrysanger Sturgill Simpson, australske Courtney Barnett, punkrapbandet HO99O9 fra USA og elektroniske Kuedo fra Tyskland også på Dyrskuepladsen.

Læg dertil heavybandet Cattle Decapitation fra USA, arbejderklasse-rap fra britiske Sleaford Mods, den etiopiske kvartet Qwanqwa og indie fra canadiske Mac Demarco samt Colin Stetson & Sarah Neufeld.

- Det tegner rigtigt godt, og det er en god teaser. Der er ingen kæmpe navne, så man sidder naturligvis og venter lidt på Radiohead og David Bowie, men det her er en virkelig god pakke, siger Rune Hedemann, der er vært på Musiktjenesten på P6 Beat.

Han glæder sig især til at opleve Mac Demarco, Action Bronson, Courtney Barnett og ikke mindst Sleaford Mods, der aldrig har spillet i Danmark.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1049175661799624