Igennem mere end to årtier er den amerikanske sanger R. Kelly, der blandt andet er kendt for 90’er-hittet ’I Believe I Can Fly’, blevet beskyldt for flere sexovergreb.
Nu bobler de gamle anklager mod sangeren op til overfladen igen, selvom R. Kelly aldrig er blevet dømt for noget, i takt med at #Metoo- og Time’s Up-bevægelsen ruller videre.
Senest har avisen New York Times blandt andet beskrevet nogle gamle anklager tilbage fra 90'erne, hvor R. Kelly blev beskyldt for besiddelse af børneporno og overgreb mod en dengang 13-årig pige, selvom han i 2008 blev frikendt i selvsamme sag.
Er sønderknust
R. Kelly har indtil videre forholdt sig tavs, men efter måneder med beskyldninger og spekulationer har den amerikanske sanger nu taget bladet fra munden.
I en udtalelse til det amerikanske nyhedsbureau Associated Press, afviser R. Kelly alle anklager og beskylder samtidig medierne for 'bevidst at ødelægge hans omdømme og arv'.
Sangeren udtaler endvidere, at han er 'sønderknust' over, at han bliver fremstillet som en person, der seksuelt mishandler kvinder, da han er en 'gudfrygtig mand, en søn, en bror – og vigtigst af alt en far'.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:5aec455b6187a40ee8a20c31
Aflyste koncerter
De gamle anklager blev allerede fremført igen sidste sommer, hvor flere opfordrede diverse pladeselskaber og koncertarrangører til at afbryde samarbejdet med R. Kelly med hashtagget #MuteRKelly (Gør R. Kelly tavs, red).
Senest har Time’s Up-bevægelsen desuden opfordret til, at der bliver lavet 'grundige undersøgelser' af sagerne mod R. Kelly.
Det har ifølge New York Times ført til, at R. Kelly har været tvunget til at aflyse ti koncerter - senest en i Chicago, der skulle have været afholdt her på lørdag.