Nyforelsket Katinka skrev kærlighedssang til en ufødt Peanut

Selv om hun var nyforelsket i ham, hun i dag er kæreste med, valgte sangerinden Katinka at skrive en kærlighedssang til sin brors ufødte barn.

(Foto: © Andreas Hüttel)

Tårerne triller ned af kinderne på Katinka Bjerregaard. Hun er ved at sige et sidste farvel til sin mormor.

Pludselig sparker ’Peanut’ i det indre på storebrorens kæreste. Så kraftigt at den gravide kvinde giver et spjæt og får Katinka og de andre på kirkebænken til i et kort øjeblik at glemme den triste kontekst og bryde ud i lettet grin.

Der kom liv i begravelsen.

- Jeg blev overvældet over, hvordan livet banker på, så jeg valgte at skrive om ham den lille bebs, siger Katinka Bjerregaard.

Ubetinget kærlighed

Den 26-årige københavner er forsanger og sangskriver i kvartetten ’Katinka’, der i 2015 vandt DR’s talentudviklingsprogram ’Karrierekanonen’.

DR har i forbindelse med podcastserien ’Elsker Dig For Evigt’ udfordret hende – og en række andre sangskrivere – til at skrive en kærlighedssang.

Det burde jo være ligetil, når man som Katinka var nyforelsket, da projektet begyndte i starten af 2017. Hvad kunne være mere naturligt end en lykkelig sang om den momentane sindssyge, der sætter ind, når man stirrer sig blind på sin udkårnes fortræffeligheder.

Men nej, sådan skulle det ikke være i første omgang.

- Man kan ikke altid sætte sig ned og skrive præcist, hvad man vil. Jeg skulle lige finde ud af, hvordan jeg kunne skrive om min kæreste uden at udstille ham, siger Katinka.

(Foto: © Andreas Hüttel)

- Og så var jeg meget fascineret af tanken om at elske noget, som man ikke kender, så betingelsesløst, som det er tilfældet med en ufødt baby. Det er måske den største kliche af dem alle og alligevel så vidunderligt.

Et barn er ligeglad med verden

Så ordene blev om ’Peanut’, som familien kaldte den baby, der voksede i storebrorens kærestes mave og under Katinkas sangskrivning kom til verden som Arthur.

- Jeg har jo ikke skubbet en kommode ud af skrævet, og jeg ved ikke, hvordan det er at blive mor, men jeg har prøvet at skrive en forventningssang, siger Katinka.

Ikke forventningerne til det at få et barn, men en sang om, hvad barnet kan forvente sig af den verden, den kommer ud til. Og det blev til at starte med en dyster størrelse.

For har man overhovedet lyst til at sætte et barn ind i en verden med alle de mangler, den må have?

- I starten gik jeg og legede med tanken om at kritisere den verden, som måske ikke er god nok til børnene. Men man skal passe på med, at det bliver for stort, og jeg ville hellere fokusere på det nære. Et barn er jo ligeglad med verden. Det har bare brug for to stærke forældre, siger Katinka.

En anden kærlighed

Og det har brug for kærlighed. Men det er en anden kærlighed end den, der opstår mellem to elskende, pointerer Katinka.

- Med et barn er det uden kompromisser, og det vil aldrig være et spørgsmål, om man skal være sammen. Man bliver aldrig skilt fra sine børn. Så skal det godt nok være grelt.

Med en kæreste, mand eller kone, understreger Katinka, vil man altid diskutere, om man overhovedet skal være sammen.

- Man forventer meget af hinanden. Man åbner sig op, vokser sammen, er intime sammen og har sex sammen. Det er nok det tætteste, man kan komme på at være en hel person sammen med et andet menneske, siger sangskriveren.

Så selv om essensen af kærligheden og den gnist af lykke, som kærligheden kan slå, kan føles ens, så er kærligheden mellem forældre og barn ikke den samme, som kærligheden mellem elskende.

- Alt det rundt om er meget forskelligt. Man kigger på en baby på en helt anden måde, end man kigger på en kæreste. Et barn har ikke valgt sine forældre. Man vælger en kæreste.

(Foto: © Andreas Hüttel)

Det har Katinka gjort. Altså valgt en kæreste.

Og hun har ifølge eget udsagn samlet på kærlighedskvaler med en række ulykkelige forelskelser i sit forholdsvis unge liv. Den første voldsomme af slagsen kom i 1.g. og er for Katinka forbundet med en helt bestemt sang.

På grund af Katinkas egen kærlighedshistorik – og set i lyset af, at Katinka ikke selv har ”skubbet en kommode ud af skrævet” – er forventningssangen ’Peanut’ også en sang om parforhold og de udfordringer, der følger med til det.

- Jeg kan ikke skrive sange, der kun er glade. Der skal altid være en konflikt i. Der skal være to poler, der banker ind i hinanden, siger Katinka.

Lykke i små skvæt og revner i tallerkenen

En velkommen-til-verden-sang, hvor alt var fryd og gammen ville for Katinka simpelthen blive for ”cremet”.

Så ryger nuancerne, mener Katinka, der ikke tror på illusionen om det evigt lykkelige menneske.

- Lykken kommer i små skvæt. Den er ikke konstant. Har du nogensinde været lykkelig i en uge?, spørger Katinka retorisk.

Alt er ikke lutter lagkage, som sangskriveren siger, inden hun selv peger på øjeblikke, hvor forældre formentlig har svært ved at se igennem den lyserøde sky.

- Når man mærker på en lille babys lår, eller når babyen vækker dig klokken seks om morgenen og smiler, så fuck alt det andet lort. Så er alt andet lige meget.

Hvorfor så ikke beskrive det øjeblik i en sang om lykke?

- Kommer jeg så ikke til bare at kigge på en tallerken og nøjes med at konstatere, at den ser sådan ud? Jeg skal fortælle om revnen i tallerkenen.

- Alle har over- og undertanker, og der kommer altid en reaktion på en lykkefølelse. Jeg tror, folk vil høre på mine sange, fordi jeg beskriver det, jeg finder under tallerkenen. Eller revnen.

Derfor tvivler Katinka på, at hun nogensinde kommer til at skrive en fuldstændig lykkelig sang.

- Der er altid detaljer. Gode og dårlige dage.

En fucking kliche – og en til kæresten

Alligevel besluttede Katinka at skrive en sang om betingelsesløs kærlighed til en baby, der, da sangskrivningen startede, hverken havde set gode eller dårlige dage.

- Det er en fucking kliche. Men det er meget sjovt at arbejde sådan lidt meta, se på mig selv og finde ud af, at jeg er ligesom andre og skriver om en baby, siger Katinka og understreger:

(Foto: © Andreas Hüttel)

- Jeg laver stadig de her billeder og detaljer, der forholder sig til, at det er en kliche.

Og nu har kæresten, som Katinka siden er flyttet sammen med, fået sin egen kærlighedssang.

Den er ifølge Katinka ret håbefuld, lidt kompleks og handler om noget så personligt som deres første sex, beslutningen om at blive kærester, og så et vers om, at kæresten er blevet såret før.

- Han vidste godt, hvad jeg lavede, da vi mødte hinanden, så han vidste også godt, at der ville komme en sang, siger Katinka.