Nik & Jay spiller karrierens største koncert i aften: Det er ligeså noia at spille for 50 mennesker

Det er 15 år siden, at Danmarks udødelige duo sang om at være lækker og køre ud mod Bellevue. Og de elsker stadig at smide de gamle sange som trumfkort.

Når Nik & Jay i aften skal spille karrierens hidtil største solokoncert i Royal Arena, har de en del sikre kort at smide, som de siger.

Altså hits.

Deres første plade fra 2002 består stort set ikke af andet.

- Vi elsker at have den gave at have det kort, det kan være at smide en ’Hot!’ eller en ’Nik & Jay’, siger duoens ældste medlem, 36-årige Nik, og 35-årige Jay supplerer:

- Det er de færreste forundt at have sådan et kort. Til koncerterne spiller vi jo også nyt materiale, som ingen har hørt om, og så står der måske nogen i Næstved og tænker ’hmm, okay’ – og så er det, at man indimellem kan droppe et eller andet nummer, som alle har hørt. Som ALLE bogstaveligt talt har hørt, siger han.

I anledning af koncerten i Royal Arena har DR mødt Nik & Jay netop her på Københavns nye store spillested, hvor der er plads til 16.000 publikummer.

Nik og Jay har før spillet for flere, f.eks. på festivaler og Grøn Koncert. Men koncerten i aften er den hidtil største, hvor de to barndomsvenner er eneste navn på plakaten. Og det er trods alt noget særligt.

Lige 'noia' at spille for 50 og 16.000

Ikke at de har været nervøse for, om de kunne sælge billetter nok. Det har de ikke. Heller ikke for, om de kan få alle blandt publikum med. Det ved de, at de kan.

Faktisk virker de meget langt fra nervøse, da de står i et lille backstage-lokale en uge før koncerten og kigger ned på den enorme scene, hvor det har været planlagt et helt år, at de skal spille - som led i dette forårs arenaturné.

- Vi glæder os bare, der er ikke så meget der, siger Nik roligt om scenen, hvor Bruno Mars spillede i sidste uge, og som Gorillaz, Lady Gaga og Metallica indtager i den kommende tid.

Koncertens omfang skræmmer på ingen måde.

- Jeg synes ærlig talt, at det er ligeså noia at spille foran 50 mennesker som at spille her, siger Jay.

Nik er enig.

- At spille foran 50 mennesker er en helt anden øvelse. Her kan du få øjenkontakt med alle og høre, hvis folk snakker under koncerten. Man skal agere på en helt anden måde, end vi skal her, hvor publikum ligesom er ét stort hav, når lyset er slukket, og vi er i gang.

Men selvom de fjerneste blandt publikum sidder på stolerækker langt væk, oppe under taget, oplever Nik og Jay som regel ikke problemer med at nå dem, rent stemningsmæssigt. Det skyldes en teknik, som de ikke vil afsløre præcist hvad indebærer, men som de har finjusteret gennem karrieren.

- Som regel, når der er gået 20-25-30 minutter, er de mange mennesker blevet til én stor organisme, som vi kan holde én energi med, siger Nik.

- 'En dag tilbage' får folk til at tænke sig om

Til koncerten i Royal Arena kan publikum godt forvente nogle nye sange – og ikke mindst en masse gamle om at køre ud mod Bellevue og gå frem og tilbage, fra side til side. Og det har hidtil været en farbar vej til at få alle med.

- Det er ikke mange sets, vi er gået igennem uden ’Hot!’, siger Nik.

Han giver et andet eksempel på et gammelt hit, der virker hver gang.

- At lukke en koncert med ’En dag tilbage’ får folk til at tænke sig om. Hvis du kan få en 17- årig og en 77-årig til at mødes et sted og tænke ’hey, okay, det kan godt være, at jeg lige skulle tage mig sammen’ - det er noget af det ypperste.

Men der er også flere blandt de nyere sange, der har samme effekt, mener han.

- Jeg ved, hvor meget du elsker at spille ’Magisk’, siger han og kigger på sin barndomsven fra Værløse.

- Når det dropper, det nummer, så sker der noget. Ens molekyler ændrer sig inde i kroppen, siger Nik og spreder fingrene på begge hænder og kører dem i en glidende bevægelse ud mod hver side.

- Lige nu er der nogle af de nye numre, som er ligeså store som de gamle. Det er sådan noget, vi er meget taknemmelige for, supplerer Jay.

Gennem tiden er pop- og rapduoen blevet kaldt for meget. Bling-drenge, champagne-drenge eller forstadsprinser, nævner de selv.

Og det har de ikke det mindste imod, for selvom deres tekster har ændret karakter over årene, står de stadig ved de versioner af dem selv, som de var, da hele Danmark lærte dem at kende med opfordringer som ’ryst din røv til din g-streng sprænger’ og tekster som ’ruderne dugger på grund af de ting, hun gør ved mig, når vi cruiser’ og lovprisninger af dyre biler og smukke piger.

Nik & Jay har over foråret spillet arenakoncerter i blandt andet Odense, Aalborg, Næstved og Aarhus. I aften slutter turen i Royal Arena i København. (© Copenhagen Records)

- Vi står hundrede procent ved dem, vi var engang, siger Nik, der ser de første hits som en stor gave for ham og Jay, som de til koncerter kan give videre til et begejstret publikum.

- Jeg elsker jo, når jeg kan gå ind og sige: ’okay, er I klar – prøv lige og hør, skal vi spytte noget klub-shit for jer?’

Selvom de er et ’andet sted’ i dag.

- De nye tekster handler om mere

- Det ville jo ikke være specielt ærligt, hvis vi stadig stod og snakkede om lækre 18-årige damer på klubben. Jeg kommer ikke på klubberne mere, siger Nik, der i dag er far til to børn.

Jay er også et sted, hvor han er ”klar på at se lidt ud over egen næsetip”.

De mange år i branchen har gjort, at teksterne har ændret karakter. Der er kommet flere lag på, forklarer duoen. Jay giver sangen ’Skytsengel’ fra 2016 som eksempel.

- Her taler vi om tusind forskellige ting i én sang i stedet for bare tale om én fast ting. Sangen handler om alt fra næstekærlighed, over broderskab til bare at være et nice menneske og sende nogle gode energier ud, forklarer han.

Nik supplerer:

- Hvor vi måske førhen prøvede at forædle udtrykket ved at gøre det så simpelt som muligt, kan jeg godt lide nu, når jeg hører min egen sang, eller noget, du laver (han kigger på Jay, red.), at ordene kan betyde flere ting. Vi lader ting stå hen i det uvisse. Jeg gider ikke forklare mig selv hele tiden.

Nik fortæller, at de i begyndelsen måtte kæmpe for at blive hørt. Og da de det lykkedes, har de siden, gennem karrieren, gerne villet bevise, at de har mere end klubber og piger på hjerte.

- De gamle numre var måske mere billeder på tiden, og de nye er måske mere tiden i billeder. Hvis jeg skal være helt lommefilosofisk, siger Nik.

Jay nikker.

Men hele porteføljen omfavner de stadig. Og den kan opleves i aften i Royal Arena klokken 20.

Nik & Jay

  • Dansk popduo bestående af Nicklas Petersen og Jannik Thomsen.

  • Debuterede i 2002 med deres selvbetitlede album, der blandt andet indeholder hits som ’Hot!’, ’Elsker Hende Mere’, ’Nik & Jay’ og ’Freaky’.

  • I 2003 blev albummet med 100.000 eksemplarer det bedst sælgende danske rap-og R&B-album nogensinde.

  • Albummet ’2’ fra 2004 blev med numre som ’En dag tilbage’, ’Lækker’ og Strip’ en endnu større succes.

  • I alt har Nik & Jay udgivet seks studiealbum.

  • Gennem karrieren har duoen blandt andet sunget duetter med Julie Berthelsen, Søren Huus, Burhan G, rapperne Kesi, Gili, Kidd og Young samt det danske fodboldslandshold på fodboldslagsangen ’Vi vandt i dag’ fra 2012.

  • Har vundet adskillige priser, blandt andet Æresprisen ved Danish Music Awards i 2011.