Næstformand: Vi må bevare Underholdningsorkestret

DR bør lytte til politikerne og droppe beslutningen om at nedlægge DR Underholdningsorkestret, mener Ole Hyltoft, næstformand for DR's bestyrelse.

Ole Hyltoft, næstformand i DR's bestyrelse, siger, at DR bør droppe sin planlagte lukning af DR Underholdningsorkestret. Her ses Dario Campeotto på scenen sammen med orkestret. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

DR må opgive den kontroversielle beslutning om at nedlægge DR Underholdningsorkestret.

Det siger næstformand for DR's bestyrelse, Ole Hyltoft, til Ritzau efter at et flertal i Folketinget har proklameret, at de vil tvinge DR til at genansætte og beholde orkestret.

- Der er ikke noget over, og der er ikke noget ved siden af Folketinget. Og hvis Folketingets flertal gennem public service-aftalen ønsker at bevare underholdningsorkestret, så synes jeg, at Danmarks Radio skal følge det, siger næstformanden til Ritzau.

Ole Hyltoft har i hele forløbet omkring beslutningen om at lukke orkestret været imod at afskaffe DR Underholdningsorkestret.

Vil først afklare de politiske holdninger

Det har onsdag endnu ikke været muligt for DR at få et interview med Michael Christiansen, der er formand for DR's bestyrelse.

Til gengæld skriver han i en kort udtalelse til dr.dk, at han ønsker at få afklaret de politiske holdninger i sagen først:

- De politiske udmeldinger, som vi har hørt det seneste døgn, giver anledning til alvorlige, principielle overvejelser om forholdet mellem politikerne og DR's ledelse. På den baggrund er jeg gået i gang med sonderinger for at afklare de politiske holdninger til de principielle spørgsmål, som sagen rejser, udtaler Michael Christiansen.