Musikekspert: Ryd forsiden og giv stående applaus til Lukas Graham

Amerikanerne er vilde med gadedrengen, der synger som en engel, siger Henrik Milling.

I denne uge er sangen '7 Years' den mest downloadede på iTunes i USA. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

Lukas Graham drøner frem i USA. I denne uge er sangen ’7 Years’ den mest downloadede på iTunes i USA, og på den prestigefyldte hitliste Billboard ’The Hot 100’ er han nummer 9. Her er gadedrengen fra Christiania i fint selskab med internationale stjerner som Adele og Rihanna, som begge er placeret i top 20.

- Efter min mening bliver det ikke større. I min verden rydder det her forsiden. Det er virkelig en voldsom præstation, og vi bør altså rejse os op ved morgenkaffen og klappe af Lukas, siger musikekspert i DR Henrik Milling til P1 Morgen.

Gadedrengen med en livshistorie

Sangen '7 Years' handler om Lukas Grahams liv og hans døde far. Henrik Milling mener, at sangens succes skyldes, at den er en livshistorie, som man kan relatere sig til, uanset om man bor i Kuala Lumpur eller Michigan:

- Det er den der gadedreng, der synger som en engel. Det tror jeg, at amerikanerne synes er interessant, og så er der livshistorien, den kan alle relatere til, siger han.

De danske rødder har dog ingen betydning for succesen, mener Henrik Milling og understreger, at man ikke bør markedsføre bandet som danskere:

- Det er en tåbelig idé. Amerikanerne er ligesom os. De kan bedst lide dem, som spiller for hjemmeholdet. Det gælder om at sælge ham som om, at han er fra internettet og international, siger Henrik Milling, som håber og tror på, at Lukas Graham når op i top tre på ’The Hot 100’.

Top tre eller ej, så er Henrik Milling mere end begejstret:

- Ryd forsiden, stående applaus til Lukas Graham.