Michael Jackson kan virkelig sætte gang i Dansk rapper: Der kommer alle mulige ukendte bevægelser ud af mig!

24-årige Emil Kruse har 10 års jubilæum på Roskilde Festival til sommer. Men kan han bedst lide bajer eller Breezer? Grime eller pop? Ed Sheeran eller Bruno Mars?

(Foto: © Michael Ørtz Christiansen)

Emil Kruse er opvokset i Vangede og bor efter et ophold på Nørrebro nu på Vesterbro i København.

Den 24-årige musiker er københavnerdreng.

Det er der ingen tvivl om, selv om han har spillet på en af de største scener i det jyske.

Dr.dk prøver her at komme lidt tættere på den unge musiker ved at stille ham over for nogle af livets store valg. Med kun to muligheder.

Med ovenstående virker svaret på første spørgsmål næsten for oplagt. Men vi prøver alligevel.

København eller Jylland? - København. Det er her, jeg er fra. Det er her tingene sker. Der er ikke så meget at diskutere der.

Se Emil Kruse fremføre nummeret 'Helt fint' i Moyo Live:

Grime eller pop? - Pop er jo et ret bredt begreb, men hvis det er god pop, så er jeg nok nødt til at sige pop, for jeg ville blive sindssyg af at høre grime hele tiden, siger Emil Kruse.

Grime eller hiphop? - Hiphop. 100 procent. Det er meget bredt, mens grime er mere specifikt med den der britiske lyd og up tempo-ting. Jeg kommer også fra hiphoppen, så det må blive hiphop.

- Da der kom en bølge af grime herhjemme, prøvede vi det af, og vi blev ret vilde med at lave det. Den bølge stilnede af, men er nu på vej op igen med Skepta og Stormzy ovre i England, og det er ikke, fordi jeg udelukker grime fuldstændig.

- Jeg kan godt lide at udvikle lyden, og det er også meget sjov at lave noget lidt mere melodiøst og mindre aggressivt. Der er også en masse andre ting, jeg gerne vil fortælle og formidle, og det kan være svært at gøre med grime.

- Det hele skal ikke være en stor fuck-finger til det hele.

Se Emil Kruse fremføre nummeret 'Hørt fra dig' i Moyo Live:

Nørrebro eller Vangede? - Jeg er nok nødt til at sige Nørrebro. Dengang jeg boede i Vangede, gik det meget ud på at vise, hvor jeg var fra, men jeg har altid gerne ville ind til byen og bo der.

Onkel Danny eller Onkel Reje? - Onkel Danny hele vejen. Han er Vangedes stolthed og en af de største poeter i danmarkshistorien.

Har du noget imod Onkel Reje? - Nej, han er også en fin poet.

Portræt af forfatter Dan Turéll med pibe. (Foto: © Jørgen jessen)

Smukfest eller Roskilde Festival? - Det bliver Roskilde Festival. Jeg har været der så mange år i træk. I år bliver mit tiende år. Musikken på Roskilde Festival tiltaler mig mere end musikken på Smukfest, hvor jeg var første gang i 2017. Der er superfedt ude skoven, og det er helt klart en hyggeligere vibe, de har der. Men Roskilde Festival har bare lidt mere for mig.

Hvad husker du bedst fra din Roskilde-debut? - Jeg tænkte, hvordan jeg kunne bo der. Det var jo en fucking slagmark.

Orange Scene eller Bøgescenen? - Nu har jeg prøvet at spille på Bøgescenen på Smukfest (i 2017, red.), så det må blive Orange Scene. Det er vel også den største scene, der er i Danmark, så det ville være helt overdrevet fedt at spille der.

Den Canadiske gruppe Arcade Fire spiller på Orange Scene lørdag 1. juli 2017. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2017) (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN)

Brunt værtshus eller natklub? - Jeg går mest på værtshus, selv om det også er fint at komme ud og svinge stængerne en gang imellem, men jeg ville blive vanvittig af det miljø, der er på de klubber, hvis jeg var der for meget. Det er lidt mere hyggeligt at sidde og rafle og snakke dybt med mine venner på et værtshus.

Ed Sheeran eller Bruno Mars? - For at være helt ærlig, så er jeg ikke vild med nogen af dem, men det må blive Bruno Mars. Han har trods alt lidt mere funk og bevægelse i sin musik.

The Weeknd eller Eminem? - Helt klart Eminem. 100 procent. Jeg er vokset op med hans musik, og det var ham, der dragede mig hen på det, jeg laver i dag. Men hans nye album er elendigt. Sangene er vage, og han er gået hen og blevet lidt af en joke, der bare siger "fuck Donald Trump" hele tiden. Der er ikke så meget indhold i det mere, men jeg skal helt sikkert høre ham på Roskilde Festival.

Michael Jackson eller Prince? - MJ. Han er jo kongen af pop. Der er ikke noget at gøre. Og den første CD, jeg fik, var 'Dangerous', så der er ingen tvivl her.

Michael Jackson på "HIStory World Tour" i Wien den 2. juli, 1997. (Foto: © Leonhard Foeger)

Nik & Jay eller Mø? Nik og Jay. De er for syge herhjemme, og jeg har kæmpe respekt for, at de har kunnet holde så lang tid og stadig være relevante. De har noget, som ingen andre herhjemme har.

Bajer eller Breezer? - Vi drak nogle Breezere, da vi var ovre og spille på Favrskov Gymnasium forleden, og vi fik syremave alle sammen af det her Breezer-lort, så det rører vi ikke foreløbig. Jeg holder mig til øllene.

En dans først eller direkte hjem? - Vi tager en dans først. Jeg elsker at danse, og jeg kan danse til alt. MJ kan virkelig sætte mig i gang på et dansegulv, og der kommer alle mulige bevægelser ud af mig, som jeg ikke ved hvor kommer fra.

Ikke mere enten eller. Lad mig høre lidt mere om din musik. Hvad synes du selv, den lyder af? - Storby, København, natteliv, kærlighed, konflikter, om at lære at være alene og voksen.

Hvor er du i dit musikalske liv lige nu? - Jeg er et godt sted. Jeg er stadig i udviklingsfasen. Jeg prøver at lave noget nyt og udvikle min lyd, så det er en spændende tid.

Hvilken musik laver du om tre år? - Det er svært at sige, for jeg kan pludselig blive fanget af en bølge. Jeg har for eksempel hørt meget 'garage', som er sådan lidt grimeagtigt, på det seneste. Så det kunne godt være sådan noget, men det er svært at sige, siger Emil Kruse.