Det er helt usædvanligt, at et politisk flertal går ind og blander sig i, hvordan DR konkret skal gennemføre sin spareplan.
Det fortæller medieforsker fra Københavns Universitet Henrik Søndergaard i forbindelse med, at Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og et folketingsmedlem fra Færøerne vil presse DR til at bevare sit underholdningsorkester.
Som en del af DR's spareplan, der var en konsekvens af forårets medieforlig, valgte DR at lukke sit underholdningsorkester.
Orkester skrevet ind i gældende public service-aftale
Beslutningen blev truffet til trods for, at selv samme underholdningsorkester er skrevet ind i den gældende public service-aftale, som DR og Kulturministeriet - i samarbejde med forligsparterne bag medieforliget - hvert fjerde år forhandler på plads for at beskrive DR's overordnede opgaver.
Men netop nu skal Kulturministeriet og DR til at forhandle den nye public service-kontrakt på plads, som skal gælde efter nytår og fire år frem. Og det er altså i den kommende kontrakt, at et politisk flertal igen vil have DR Underholdningsorkestret skrevet ind som en af DR's opgaver.
- Det særlige ved denne situation er, at besparelsen i DR finder sted samtidig med forhandlingerne om public service-aftalen, siger Henrik Søndergaard til P1 Morgen.
Efterlader DR i en åben situation
Han fortæller, at DR med beslutningen om at lukke Underholdningsorkestret har gået ud fra, at den kommende public service-aftale ikke vil inkludere et krav om at have et underholdningsorkester.
- Det betyder, at man nu har en åben situation. Indtil videre gælder den nuværende public service-kontrakt, hvor der helt eksplicit står, at Underholdningsorkestret skal eksistere. Nu tager DR forskud på en situation, hvor man går ud fra, at det ikke kan være et krav længere. Det er kommet bag på nogle politikere, og nu er der et flertal, der siger, at det ikke skal ske, siger Henrik Søndergaard.
Så DR har altså nedlagt Underholdningsorkestret på en forventning om, at Underholdningsorkestret ikke ville være et krav i en ny public service-kontrakt?
- Ja, det kan man sige, og det er også usædvanligt. Men DR har været i en situation, hvor en besparelse ikke var til forhandling. Der har været en faglig og professionel vurdering i DR's bestyrelse og ledelse om, at det var der, man ville lægge besparelsen, siger han.
Bestyrelsesformand: En kontraktuel konflikt
DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen, har tidligere udtalt til DR Kultur, at han har svært ved at se, at der kan indgås en ny public service-kontrakt, hvor DR Underholdningsorkestret er en del af kontrakten.
Samtidig sagde han, det vil udvikle sig til en kontraktuel konflikt mellem DR og Kulturministeriet, hvis Jelved med et politisk flertal ville kræve, at DR Underholdningsorkestret skal fortsætte.
- Hvis sådan et krav bliver rejst, så vil vi have en snak med ministeren om det. Men jeg har svært ved at se, hvorfor politikerne skal gennemføre spareplanen i DR, sagde Michael Kristiansen.
Forsker: DR kan have satset
Henrik Søndergaard har svært ved at vurdere, om DR's ledelse og bestyrelse har handlet uprofessionelt ved at antage, at orkestret ikke var en del af den kommende public service-aftale.
Dog siger han, at DR har satset ret højt, hvis ledelsen og bestyrelsen ikke har luftet lukningen i Kulturministeriet, inden spareplanen blev offentliggjort tilbage i september.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra DR's bestyrelsesformand, Michael Christiansen.