Det er tale om en historisk, dansk rekord, når Lukas Graham denne uge indtager andenpladsen på Billboards Hot 100-hitliste med sangen ’7 Years’.
Ikke siden 1961 har en dansk kunstner ligget nummer to på hitlisten Billboard Hot 100. Dengang var hittet ’Apache’ med danske Jørgen Ingmann.
Men modsat Lukas Graham skrev Ingmann ikke selv ’Apache’, der var et instrumentalt nummer skrevet af britiske Jerry Jordan.
DR-radiovært Henrik Milling, der selv har produceret musik i USA, kalder Lukas Grahams bedrift for ’eventyrlig’.
Selvom Lukas Graham - med forsangeren af samme navn i front - har skrevet dansk musikhistorie på Billboard-hitlisten, så må kvartetten endelig ikke gøre for meget ud af, at de er fra Danmark.
- Lukas Graham tænker forhåbentlig ikke på sig selv som dansk kunstner. Han tænker på sig selv som kunstner. Punktum. Det er en voldsom hæmsko, hvis man slår sig selv op som dansk kunstner.
Til gengæld viser gruppen for tiden andre danske bands, at succes i USA kan lade sig gøre. Man skal bare stå tidligt op om morgenen, knokle og give den gas, siger Henrik Milling:
- Det nytter ikke noget, at man har den der danske attitude, hvor man bliver træt og vil holde ferie med kæresten.
Du kan se den kommende uges Hot 100 i denne video:
https://www.youtube.com/watch?v=U7CYu2-F__A
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1151237191593470