Heartland løfter sløret for hovednavn: Nordirsk legende kommer på fynsk festival

Musikikonet Van Morrison gæster Egeskov Slot til sommer.

Van Morrison er en af de i alt fire nye navne, Heartland har tilføjet festivalprogrammet.

Heartland afslørede i dag, at Van Morrison og tre danske navne er blandt artisterne, når festivalen for tredje gang indtager Egeskov Slot.

'Van the Man' er med 38 studiealbums og en 60 år lang karriere en levende legende.

Den 72-årige multikunstner står bag hits som 'Brown Eyed Girl', 'Here Comes The Night' og sangen 'Vanlose Stairways' om sin kæreste i Vanløse, som man angiveligt kan synge med på til årets Heartland Festival.

Van Morrison er kendt for sin genreblandende stil med alt fra blues til keltisk folkemusik.

Offentliggører tre danske artister

Udover Van Morrison afslører Heartland tre danske navne til sommerens program.

Musikerne Av Av Av, When Saints Go Machine og Søren Huss kan også opleves på den fynske festival til sommer.

Heartland har indtil nu offentliggjort 17 navne, heriblandt kunstnere som Patti Smith, The The og LCD Soundsystem.

Festivalen afholdes fra 31. maj til 2. juni.