Ny asfaltering, kloakering, dræn og kabelføring.
Det er blot nogle af de forbedringer, der er blevet udført ved B&W-hallerne i København i forbindelse med det netop afholdte Eurovision Song Contest.
EU-lovgivning står i vejen
Ifølge EU-lovgivningen skulle forbedringerne fjernes igen, da offentlige støttekroner ikke må komme de privatejede B&W-haller til gode.
Men ifølge Politiken.dk har politikerne i Københavns Kommunes økonomiudvalg nu fundet en måde, så en del af de milliondyre forbedringer kan blive.
Konkret betyder det, at forbedringerne nu kan sættes til salg, og ifølge Politiken.dk giver det mulighed for at hente 8-9 millioner kroner hjem igen ud af de samlede 70 millioner kroner, som ombygningen kostede.
Må godt støtte men ikke sælge
Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), siger til avisen, at han er "meget, meget glad" for, at de milliondyre investeringer ikke går til spilde.
- Ingen har før tænkt tanken om den her konstruktion. Kommunen må ikke støtte en privat mands haller, men vi må godt sælge forbedringerne, siger Carl Christian Ebbesen til politiken.dk.