Fredagsfest: Vild $mith skyder din weekend i gang med voldsom techno-basker

Rapgruppen Vild $mith gæster "Moyo Live" på P3. Se dem fyre op under din fredag med en helt ny udgave af kæmpehittet "Vild Idag Syg Imorgen".

Vild $mith skyder din weekend i gang med en nyfortolkning af hittet "Vild I Dag, Syg I Morgen".

'Vild i dag, syg i morgen. Vild i dag, syg i morgen. Vi holder dig vågen!'

Har du lyttet bare lidt til din radio gennem de sidste par år, har du med garanti taget dig selv i at brumme med på nogle af de mange hits, rapgruppen Vild $mith står bag.

Med numre som 'Gør Det Godt, 'Det Ik’ Sket' og 'Vild Idag Syg Imorgen' i bagagen har de tre fyre i Vild $mith et bagkatalog, der kan sætte gang i selv den mest regnfulde og grå september-fredag.

Fredag gæster gruppen musiktalkshowet 'Moyo Live' på P3, og i den forbindelse har de kastet sig over en nyfortolkning af, hvad de selv kalder for 'verdens bedste nummer': 'Vild Idag, Syg Imorgen'. Denne gang i et mash up med techno-baskeren '6th Gate' af D-Devils.

- Vi er jo fra Jylland og den musik dér pumpede jo ud af enhver Golf GT back in the day. D-Devils det var dét sygeste dengang. For et år siden, var jeg så til fest i Jylland, hvor det her nummer blev spillet og så fik jeg en hel revival over det. Så spillede jeg det for de andre før en koncert, og så flippede de helt ud, fortæller Vild Son aka Daniel Jensen om techno-remixet.

Se og hør Vild $mith gå helt fredagsamok i videoen øverst, når de lukker op for festsluserne og trykker den af med særudgaven af 'Vild I Dag, Syg I Morgen'.