Forgotify samler de sange du aldrig har hørt i Spotify

20 procent af alle musiknumre på Spotify har aldrig været spillet én eneste gang. Nu samler en hjemmeside de cirka fire millioner mest upopulære sange.

Forgotify har samlet de cirka fire millioner numre, som ikke er blevet spillet i Spotify.

Er du træt af hele tiden at lytte til det samme om og om igen på Spotify?

Så har du muligheden for at få en sang skudt ud af dine højtalere, som du med al sandsynlighed nok aldrig har lyttet til før.

Hele 20 procent af numrene på Spotify - svarende til fire millioner numre - er aldrig blevet afspillet, og det har fået tre amerikanere til at sparke liv i de mest anonyme toner ved at lave Forgotify.com.

På hjemmesiden bliver man koblet op med sit Spotify-abonnement, og derfra får man adgang til numrene. Det skriver blandt andet magasinet Time på sin hjemmeside.

Antallet af numre bliver hele tiden mindre

Det er Lane Jordan, J. Hausmann og Nate Gagnon, der står bag siden, som skal give sangene et nyt liv. Det har de gjort ved at Forgotify automatisk finder frem til de sange, der i Spotify er ratet med karakteren nul, hvilket vil sige, at sangene aldrig er afspillet af nogen brugere.

Det betyder, at antallet af sangene på Forgotify vil blive mindre, i takt med at de bliver afspillet på f.eks. Forgotify.

Da DR Kultur tjekkede Forgotify kunne man blandt andet lytte til nummeret 'Die Schöne Müllerin', der er lavet af Franz Schubert, eller norske Jan Erik Volds 'Et skritt unna dem' fra albummet 'Den dagen Lady døde'.

Myten om den lange hale

Da streamingtjenesterne begyndte at dukke op, roste flere eksperter netop tjenesterne, fordi de giver let adgang til de gamle numre, og dermed øge indtjeningen til kunstnerne - hvilket er blevet kaldt the long tail eller den lange hale.

Men det har i flere tilfælde vist sig, at den lange hale ofte ikke er så lang, som man hidtil troede, og de mest spillede numre stadig de helt aktuelle fra de største kunstnere.