- I kommer aldrig nogensinde til at grine igen eller være glade igen.
Sådan lød det blandt andet i Royal Arena i København i går aftes, da Gulddreng gav sin afskedskoncert til sine fans.
Siden 2016 har den guldklædte fyr uden nogen som helst respekt for janteloven ramt førstepladsen på de danske hitlister med flere numre. Men i går aftes blev det enden for den ellers så populære, men også ret egocentrerede gyldne herre, som på scenen præsenterede sig som både Jesus og konge.
Læs også
I aften lægger Malte Gulddreng i graven: Jeg er klar til at sige farvel
Som Gulddreng fortalte i DR3-dokumentarserien ’Gulddreng vs. Malte’, har han nemlig valgt at lægge Gulddreng i graven og begynde en ny musikalsk karriere som Malte.
DR var med for at høre fansene, hvad det er, Gulddreng kan, og hvad de håber, der vil ske, når manden bag Gulddreng vender tilbage til musikscenen som Malte.
En fin lukning på Gulddreng
Loading preview...
- Han fylder måske ikke hele arenaen ud, men han synger sindssygt godt, og han leverer som performer i aften. Han har bevist, at han kan synge i aften, og han laver et fedt show, siger Mads Nygaard Christensen fra Frederiksberg.
Hvad er aftenens højdepunkt?
- Det er nummeret ’Model’. Det er hans største hit, og det er det nummer, han kom frem på, siger Casper Lisberg Bille fra Frederiksberg.
Hans Gulddrengs-karakter bliver ikke lidt for meget?
- Han er her i dag for at sende det sidste ud af, hvad han har som Gulddreng. Det hele handler om at sælge så mange billetter som muligt og få lukket Gulddreng. Det, synes jeg, han gjorde meget fint, siger Casper Lisberg Bille.
- Alt med Gulddreng har jo været et kæmpe showoff. Men han har skabt noget helt nyt. Det startede som en joke, men nu kan han næsten fylde Royal Arena, siger Mads Nyggaard Christensen.
Læs også
Så skete det! Gulddreng smider brillen og forvandler sig til Malte midt i tv-optræden
Han vil udgive nyt som Malte. Hvordan håber I, det bliver?
- Jeg har hørt, han sang på engelsk, og det var han ret god til. Så jeg glæder mig til at høre nogle flere sange på engelsk, og at han laver lidt mere rigtig musik, end det han gør nu, siger Casper Lisberg Bille.
Håber på lidt mindre selvfede tekster
Loading preview...
Nadia Boysen-Ødegaard og Theresa Lund Sørensen købte begge billetterne få timer før koncerten, selvom de egentlig havde talt om at tage til koncerten lang tid i forvejen.
- For mig startede det for et år siden, hvor jeg blev gift. Der hørte vi ’Model’ på repeat til festen, fordi jeg blev ved med at ønske den så meget, at dj’en blev træt af mig. Men nummeret får folk i godt humør, og vi fik besøg af naboerne, fordi de kedede sig til deres fest og valgte vores, siger Nadia Boysen-Ødegaard.
Hun synes, det er en fed historie, at Gulddreng startede som en joke, men at han nu er blevet så populær.
Læs også
Gulddreng fra graven: Her er 3 stjerner der kan løfte arven videre efter mig
Dog håber Theresa Lund Sørensen, at han i sin nye musikalske karriere som Malte vil komme lidt mere ned på jorden.
- Det er godt, Gulddreng stopper, mens legen er god. Han synger jo fantastisk, og det overrasker mig. Jeg håber, han i fremtiden vil lave noget fed musik. Det må gerne være samme slags, men med lidt mindre selvfede tekster, siger hun.
Han kan nå ud i hele verden
Loading preview...
Ronja Søgaard Larsen er sammen med Katja Rena Capion og Ida Hove Dalby taget fra Albertslund og Høje Taastrup til Royal Arena for at se koncerten, fordi Gulddreng giver dem særlige minder.
- Højdepunktet var, da han spillede ’Model’ eller ’Se mig lige nu’ og ’Drikker for lidt’. Det var de numre, vi hørte hele tiden, den sommer han slog igennem, fortæller Ronja Søgaard Larsen.
- Vi hørte dem hele tiden, hvor vi var i byen cirka fire gange om ugen – og nu er Gulddreng bare blevet vores ting, siger Katja Rena Capion.
Læs også
Slut med Gulddreng: Popfænomen lægges i graven med kæmpekoncert
- Vi blev bare nødt til at se afskedskoncerten sammen, så vi gav Ronja billetten i fødselsdagsgave, siger Ida Hove Dalby.
For Ronja Søgaard Larsen er det Gulddrengs evne til at skabe en stemning med humor, der er afgørende.
- Han synes, det er en joke, og vi synes, det er en joke. Så det er bare fedt, og man har det sjovt med det, siger hun.
Hvad håber I, at Malte i fremtiden kommer med?
- Jeg håber, han bruger sit musikalske talent til at komme rundt i hele verden. Han ved, hvad folk vil have, og han har en god stemme. Jeg tror, der vil komme mange flere hits med ham, og det må gerne være pop ligesom Gulddreng, men det kunne også være spændende, hvis det var noget andet, siger Ida Hove Dalby.
Gerne lidt mindre guld i fremtiden
Loading preview...
Rikke Thordahl fra Frederiksberg har fået besøg af sine to veninder fra Nykøbing Mors, Dorthe Svenningsen og Maria Pedersen.
- Vi er taget hertil, fordi vi var i sommerhus sammen, og vi hørte hele tiden Gulddrengs sange i poolen, så vi har et eller andet med Gulddreng. Og da vi læste om koncerten, sagde søster lystig derovre (mens hun peger på Maria Pedersen, red.), at hun ville give turen, siger Dorthe Svenningen.
- Jeg vil indrømme, at dengang jeg betalte for turen her, så havde jeg ikke forestillet mig, at der kom så mange. Men hold da kæft mand. Respekt for at han kan fylde Royal Arena, siger Maria Pedersen.
De er alle tre sikre på, at Malte i fremtiden nok skal blive lige så stor.
- Jeg håber, der kommer mere i samme musikgenre, men det må gerne være lidt mere nede på jorden, siger Rikke Thordahl.
- Ja, og ikke al det guld, tilføjer Dorthe Svenningsen.