Den irske rockgruppe U2 kommer til Danmark næste år og giver koncert.
Det sker som en del af bandets Europaturné i 2018, Experience + Innocence Tour, som markerer bandets kommende album, Songs of Experience, oplyser U2 på deres officielle hjemmeside.
Hvor og hvornår, koncerten finder sted i Danmark, er endnu ikke offentliggjort.
Bandet oplyser, at U2 vil give koncerter i 10 europæiske lande i 2018 - Danmark er det eneste land i Skandinavien, som U2 lægger vejen forbi.
U2 har ikke givet koncert i Danmark, siden de gav to koncerter i Horsens i 2010.
Både bandets Europaturné i 2015 og 30-års jubilæumsturnéen for albummet 'The Joshua Tree' sidste år gik uden om Danmark.
Det irske rockband, som blev dannet i 1976, har lagt vejen forbi Danmark seks gange tidligere.
Gruppen består af den karismatiske forsanger Bono, guitaristen David Howell Evans 'The Edge', bassist Adam Clayton og trommeslager Larry Mullen Jr.
U2-koncerter i Danmark:
- •
August 2010, Casa Arena i Horsens
- •
August 2005, Parken i København
- •
Juli 2001, Forum i København
- •
August 1997, Parken i København
- •
Juli 1993, Gentofte Stadion
- •
December 1982, Roskilde Festival og Falkoner Teatret i København