Det legendariske, britiske Depeche Mode har tydeligvis en stor kærlighed for sit danske publikum.
Tidligere i år spillede de en anmelderrost koncert i Telia Parken og i januar kan trioen se frem til en udsolgt koncert i Royal Arena.
Men nu melder Odense sig også på banen som en ny legeplads for bandet, der har leveret hits siden 80’erne.
Depeche Mode er nemlig det første hovednavn på næste års Tinderbox i Odense. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.
Et band i topform på vej til Danmark
Og nu sidder du måske og tænker, at de da må have spillet på Roskilde Festival engang for flere år siden, men det har gruppen ikke. Det er dermed Depeche Mode første danske festivalkoncert nogensinde.
Glæden er da også svær at skjule hos John Fogde, der er pressechef for Tinderbox:
- Vi er enormt stolte over, at Depeche Mode har valgt at spille en sjælden festivalkoncert i Odense. De er et utroligt vigtigt navn i musikhistorien, der har inspireret alle fra Nephew til Rammstein, og så har de så ufattelig mange hits på samvittigheden, at koncerten ikke kan undgå at blive en kæmpefest.
Depeche Mode udgav i år albummet ’Spirit’, der blandt andet gav os singlen ’Where’s The Revolution’. Men mange kender nok gruppen bedst for ældre hits som ’Just Can’t Get Enough’, ’Strangelove’, ’Personal Jesus’, ‘Enjoy the Silence’ og ‘I Feel You’.
Trioens Parken-koncert fik topkarakter af mange anmeldere og blev af musikmagasinet Gaffa kaldt for ’Depeche Modes bedste koncert på dansk grund i mange år’, så det tegner til en festivaloplevelse med et band i topform.
Tinderbox fyrer op for musikken næste år fra 28. til den 30. juni, og det er som altid i Tusindårsskoven i Odense.