Dansk duo skiftede navn: Nu spørger alle til vores musik

Den danske elektro-duo Rangleklods tog for et år siden en radikal beslutning og skiftede bandets navn ud. ’Vores navn var blevet en hindring for vores musik’, fortæller bandet i dag om beslutningen.

Bandet Rangeklods blev til Blondage i marts sidste år. - Vi havde brug for at vaske tavlen ren rent musikalsk, fortæller bandet om beslutningen. (Foto: © PR Foto)

For et år siden var de to musikere Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Sivertsen kørt fast.

Deres fælles band Rangleklods havde eksisteret siden 2010, og de to musikere følte begge, at Rangleklods var et musikalsk projekt, som de var færdige med.

Der var brug for at vaske tavlen ren, og derfor tog de en radikal beslutning. Bandets navn skulle ændres, og det samme skulle den musikalske retning, som fremover skulle være mere poppet.

Et bedre navn internationalt

Resultatet blev bandnavnet Blondage. En sammentrækning af 'blond’ og ’bondage’, der ifølge bandet selv signalerer en meget mere sensuel og lys musikstil.

I skiftede navn fra noget, der lyder meget indforstået til noget, der lyder meget internationalt. Gjorde I det fordi, I gerne ville nå ud til flere?

- Vi ville i hvert fald gerne mere ud til folk på det internationale marked, og her var navnet Rangleklods et problem. Vi nåede aldrig at snakke om vores musik, fordi folk altid spurgte til, hvorfor vi havde sådan et underligt navn. Med Blondage siger folk bare ’what a cool name’ uanset, om vi er i USA eller Frankrig, og så kunne vi hurtigt hoppe videre og snakke om vores musik i stedet.

Musikredaktør: Godt nyt til fans af MØ

Blondages nyeste single ’Stoned’ er i denne uge P3’s Uundgåelige. Et nummer, der ifølge P3’s musikredaktør ’kælent gynger os i retning af den sommer, der gerne snart må komme’.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:58fefbeba11f9f11942acee5

’Stoned’ er en skæv kærlighedssang, der på sin helt egen måde rammer den boblende fornemmelse af forelskelse, siger Mathias Buch Jensen, der mener, at især fans af Mø vil synes om det nye nummer fra Blondage.

Skrevet med kæmpe tømmermænd

Selv fortæller bandet, at nummeret blev skrevet med gigantiske tømmermænd i Brooklyn i USA.

- Vi havde været ude dagen før, og Pernille sad på gulvet med mikrofonen i hånden pakket ind i et tæppe og sang. Råskitsen til sangen blev skrevet på et kvarter den eftermiddag, men den tog et år at lave færdig, fortæller Esben Nørskov Andersen i dag.

I har fået en meget mere poppet lyd som Blondage, end I havde som Rangleklods. Hvordan kan det være?

- Vi havde klart brug for mere pop i vores musikalske liv. Rangleklods føltes afsluttet. Vi ville noget helt andet med Blondage, som var at lave kantet elektronisk popmusik, som gør folk glade.

Hvornår bør man som band overveje at skifte navn?

- Det tror jeg ikke, du kan give et klart svar på. I bund og grund er det et spørgsmål om mavefornemmelse. Hvis man får en kildende fornemmelse i maven, når man overvejer tanken, så tror jeg, det er det værd.

4 detaljer du måske ikke vidste om ’Blondage’

  • De to bandmedlemmer Esben og Pernille mødte oprindeligt hinanden i Aarhus, hvor de begge studerede filosofi, æstetik og kultur på universitet.

  • Esbens musikalske guilty pleasure er Ariana Grande, som han beskriver som ’alt for fed men også alt for meget’. Pernilles guilty pleasure er Britney Spears og især hittet ’Baby One More Time’. Et nummer hun beskriver som ’sygt charmerende’ men også ’grænseløst naivt’.

  • Pernille vidste, hun ville være musiker, efter hun fandt Portisheads plade ’Dummy’ i sin storebrors cd-samling.

  • Esben vidste, han ville være musiker, da han opdagede computeren som musikalsk instrument.