Ariana Grande har leveret hits som ’Dangerous Woman’ og ’Break Free’, men i dag er det noget anderledes trist, mange tænker på, når de hører om den amerikanske popstjerne.
Indtil videre har 22 mistet livet, mens 59 er såret efter en eksplosion i forbindelse med hendes koncert i Manchester Arena i Storbritannien.
Blandt ofrene er blandt andet mange helt unge, oplyser det britiske politi, og det er da også netop den målgruppe, som den 23-årige Ariana Grande henvender sig meget til, fortæller Sandie Westh, der er radiovært på P7 Mix.
De unge fans husker hende fra børne-tv
Ariana Grande blev kendt for at medvirke i tv-serierne ’Victorious’ og ’Sam & Cat’ på børne- og ungdomskanalen Nickelodeon.
- Mange af dem, der er hendes fans nu, kender hende fra dengang. Hun har altid henvendt sig til et ungt publikum, og derfor er det stadig de unge, som stadig følger hende, siger Sandie Westh.
- Hun er et ikon for sine fans, og hendes unge målgruppe synes, hun synger godt og er sej.
Radioværten betegner Ariana Grande som en af vor tids nye divaer, som kan synge som Céline Dion og faktisk synger endnu bedre end sit rygte.
Feminist med katteører
Desuden mener Sandie Westh, at Ariana Grande – som ofte optræder med katteører – markerer sig anderledes, end de mere tavse kvindelige popstjerner fra 00’erne som for eksempel Britney Spears.
- Ariana Grande er typen, der ikke finder sig i noget bullshit. Hun er erklæret feminist og tror på ligestilling, og hvis hun oplever, at en radiovært under et interview er sexistisk, så siger hun det, siger Sandie Westh og fortsætter:
- Det kan måske være lidt svært for nogle feminister, når hun har dette her nuttede og lidt sexede image. Men for hende er feminisme, når man kan gøre, hvad man har lyst til.
Ariana Grande skrev i nat på Twitter, at hun er ”knust” og tom for ord efter eksplosionen, der lige nu betragtes som en terrorhandling af politiet.
https://twitter.com/ArianaGrande/status/866849021519966208
Ariana Grande er lige nu på sin ’Dangerous Woman Tour’, og næste planlagte koncert er i Londons O2 Arena på torsdag.
Det er endnu uvis, om koncerten gennemføres.
Det er ikke første gang, at en koncert rammes af et terrorangreb. I november 2015 blev spilletstedet Le Bataclan i Paris angrebet under en koncert med det amerikanske rockband Eagles of Death Metal, hvor i alt 89 tilskuere blev dræbt.