Norske Edvard Munchs "Skriget" har sat ny auktionsrekord.
Maleriet, der er et af de mest berømte i kunsthistorien, er blevet solgt for 107 millioner dollar ved en auktion i New York - det svarer til over 606 millioner kroner.
Dyrere end Picasso
Det er 12 millioner dollar mere end den tidligere rekord, der blev sat for to år siden, da Pablo Picassos maleri "Nøgen, grønne blade og buste" blev solgt for 95 millioner dollar.
Med provision på 12 procent til auktionshuset må den ukendte køber hoste op med 119.922.500 dollar.
Fire udgaver af "Skriget"
Maleriet findes i fire versioner, og det var den eneste privatejede version af billedet, der var sat til salg hos Sotheby's i New York. Auktionen tog bare 12 minutter, inden to meget stålsatte købere havde budt prisen op i rekordhøjde.
To andre udgaver er ejet af Munchmuseet i Oslo, der ejer cirka halvdel af alle Munchs malerier, mens den fjerde udgave er ejet af Nasjonalgalleriet i Oslo.
Stjålet flere gange
Under åbningsceremonien ved vinter-OL i Lillehammer i 1994 blev Nasjonalgalleriets udgave stjålet, og i 2004 blev et af Munchmuseets eksemplarer stjålet. Begge er dog blevet fundet igen.
- Vi har haft mange kendte værker til salg hos os gennem årene, men det er ikke ofte, vi har et så kendt som dette. "Skriget" er efter "Mona Lisa" det meste kendte kunstværk i verden, sagde Simon Shaw fra auktionshuset Sotheby's til NTB før auktionen.
Køberen er ukendt, men sælgeren er den norske forretningsmand Petter Olsen. Hans far var nabo til Munch og købte maleriet for mere end 70 år siden.
Vil åbne et museum for pengene
Olsen vil med pengene, han har fået for maleriet, åbne et Munch-museum, som åbner næste år i forbindelse med malerens 150 års fødselsdag.
Verdens dyreste maleri er imidlertid "Kortspillerne" af Paul Cézanne. Maleriet blev købt af kongefamilien i Qatar sidste år for intet mindre end 250 millioner dollar.
/ritzau/DPA