Duften og navnet på butikken afslører det hele. Her midt i hjertet af Teheran ligger et bageri med danske rødder:
- Vi har haft bageriet i 46 år og har et nede i byen, der har været der i over 50 år, fortæller Bettina Panahizadi, mens hun viser tv-kokken Anne Hjernøe rundt.
Og hvis det ikke lige var for omgivelserne og de iranske ansatte, så minder stedet meget om Danmark. Der bliver produceret wienerstænger, som sælges i kilovis. Jordbær- og flødekager er også meget populære varer i bageriet.
Det er Bettina Panahizadis mor, der i sin tid tog fra Danmark, blev iransk gift og åbnede bagerierne:
- Hun havde ingen idé om at drive et bageri, så min morfar i Århus indrykkede annoncer i aviserne og fandt en bager, som gerne ville komme til Teheran.
Den danske bager lærte herefter både Bettinas mor og det lokale personale håndværket:
- Hun har spredt dansk wienerbrød i Iran.
Da moderen for nogle år siden døde, flyttede Bettina Panahizadi tilbage til Iran efter at have levet mange år i London:
- Jeg har ikke fortrudt et sekund. Jeg vidste, at jeg altid ville komme tilbage.
Se hele reportagen fra det danske bageri i toppen af denne artikel - og følg med lørdag aften klokken 20 på DR2, når Anders Agger og Anne Hjernøe søger tilbage til rødderne i Iran sammen med 32-årige Keyvan Bamdej og hans mor Faezed Bagheri.