Han har stor erfaring som studievært fra de mange år, han var ansat som nyhedsvært på ’TV 2 Nyhederne.
Men nu prøver den 39-årige journalist Johannes Langkilde også kræfter med jobbet i DR.
Det skriver DR Presse.
Efter at have været USA-korrespondent i fire år vender han til sommer hjem til Danmark for at være den ene ud af to gennemgående værter på DR1’s sene og mest sete nyhedsudsendelse, ’TV Avisen 21.30’.
Den anden faste vært er den ligeledes erfarne Kåre Quist, der i forvejen er vært på TV Avisen.
"Rollen som nyhedsvært er selve udgangspunktet"
Johannes Langkilde, der både har dækket gadekampe, præsidentvalg og sikkerhedspolitik fra USA, ser frem til at overtage stolen i DR Byens nyhedsstudie.
- De erfaringer tager jeg med hjem og glæder mig til igen at træde ind i rollen som nyhedsvært, som i bund og grund er selve udgangspunktet for mit arbejde som journalist, siger Johannes Langkilde i pressemeddelelsen.
Han glæder sig desuden til at blive en del af værtsholdet i DR.
- Og jeg glæder mig meget til at blive makker med Kåre og sammen med ham sikre, at ’TV Avisen 21.30’ fortsat er en af de absolut vigtigste nyhedsudsendelser for danskerne, udtaler han.
Johannes Langkilde overtager værtsrollen efter Kim Bildsøe Lassen, der netop er rejst til London for at blive DR’s korrespondent i den britiske hovedstad.