Nu skal Se og Hør ikke bare forsvare sig mod anklager om at have betalt en kilde hos Nets for oplysninger om kendte og kongelige, men også mod anklager om decideret opdigtede artikler.
De seneste anklager kommer fra tv-vært Christiane Schaumburg-Müller, som mener, at bladet har bragt forkerte oplysninger om hende.
Derfor har hun stævnet bladet og chefredaktør Niels Pinborg igennem sin advokat Kim Krarup.
Fandt ikke sted
Sagen drejer sig om en artikel fra foråret 2014, hvor Se og Hør skrev, at Christiane Schaumburg-Müller i fuldskab skulle have udtalt sig om tilstanden af sit ægteskab med rapperen Liam O'Connor.
Men det har ifølge Schaumburg-Müller og advokaten aldrig fundet sted.
- Dels var min klient ikke beruset til den pågældende påskefrokost, og dels har hun slet ikke udtalt sig som anført at Se og Hør, siger Kim Krarup til DR Nyheder.
Talt med øvrige gæster
Advokaten mener, at artiklen er skrevet på baggrund af fotos fra sociale medier.
- Se og Hør har foreholdt hende nogle af oplysningerne, og hun har sagt, at det ikke har noget på sig, siger han.
I artiklen fremstår det som om en af gæsterne har udtalt sig anonymt til bladet. Men udover Schaumburg-Müllers udlægning har advokaten været i kontakt med de øvrige gæster, som alle nægter at have talt med Se og Hør, forklarer han.
Opdigtet
Det er straffelovens paragraf 268 om bagvaskelse, som advokaten har henvist til i stævningen.
- Det betyder, at man har udtalt sig mod bedre vidende. At man simpelthen har fundet på den her historie, og det er synspunktet fra min og min klients side, siger Kim Krarup.
Han gør opmærksom på, at Se og Hør ikke har angivet en bestemt journalist som forfatter til artiklen i dette tilfælde, som ellers er normalt i bladet.
- Der er ikke en navngiven journalist på artiklen, og det betyder jo sådan set, at det må være Niels Pinborg (Se og Hørs chefredaktør, red.), der må have skrevet den, siger advokaten.
Kim Krarup har anmodet om, at Se og Hør og chefredaktøren idømmes en straf samt en erstatning.
Kommenterer ikke retssager
Se og Hørs ansvarshavende chefredaktør, Niels Pinborg, kendte ikke til stævningen, da DR Nyheder kontaktede ham, men han vil ikke forholde sig til advokatens kritik af historien eller til stævningen.
- Jeg kommenterer ikke sager, der kører i retten, siger Niels Pinborg.
Hvorfor er der ikke en journalists navn på artiklen?
- Pas.
Pinborg: Måtte ikke regne ud, hvem der stak hende
Men I plejer da at skrive journalistens navn på. Hvorfor har I ikke gjort det her?
- Det kan være for at beskytte vores kilde, så Christiane ikke kan regne ud, hvem der stak hende, siger Niels Pinborg.
Christiane Schaumburg Müller har også klaget over artiklen med omtalen af hendes ægteskab til Pressenævnet. Afgørelsen er endnu ikke faldet.
Tv-værten vandt sidste år over Se og Hør i Pressenævnet i en anden sag.