I slutningen af april 2014 begyndte afsløringen af Danmarks største medieskandale, der siden har ført et nyt kapitel til sig stort set hver dag.
Herunder kan du får et overblik over, hvad der er sket i sagen fra dag til dag.
28. april
BT skriver, at en tidligere ansat hos IBM skal være blevet betalt af ugebladet Se og Hør for at overvåge kendte danskeres kreditkort-aktiviteter. Den ansatte har haft adgang til oplysninger, fordi han har været tilknyttet PBS - det nuværende Nets.
Avisen har oplysningerne fra Ken B. Rasmussens roman "Livet, det forbandede". Forfatteren, der selv har en fortid som journalist på Se og Hør, fortæller i romanen om det fiktive ugeblad Set og Hørts aktiviteter.
Samme dag iværksætter Københavns Vestegns Politi en undersøgelse, som skal klarlægge, hvorvidt der er grundlag for at indlede en egentlig efterforskning af Se og Hør.
Både Nets og Bladhuset Aller, der ejer Se og Hør, indleder også en undersøgelse af den påståede overvågning.
Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, afviser at kende noget til, at ugebladet skulle have benyttet sig af systematisk overvågning af de kendtes kreditkortaktiviteter. Det samme gør Henrik Qvortrup, chefredaktør for Se og Hør i perioden 2002-2008.
29. april
Anonyme kilder med bånd til Se og Hør bekræfter BTs oplysninger om overvågning over for TV2 News, DR Nyheder og Radio 24/7.
Henrik Qvortrup trækker sig fra jobbet som politisk kommentator på TV2. Han oplyser i forbindelse med fratrædelsen, at han ikke vil udelukke, at der er foregået ulovligheder på ugebladet under hans ledelse.
Qvortrup fortæller også, at han har mødt den såkaldte tys-tys-kilde, som it-specialisten, der angiveligt har leveret kreditkortoplysninger til Se og Hør, bliver kaldt.
Nordea stopper samarbejdet med it-specialisten, der har fungeret som konsulent hos banken.
30. april
Berlingske skriver, at tys-tys-kilden tilsyneladende fortsat har tæt kontakt til Se og Hør. Lørdag 26. april var personen for eksempel akkrediteret for ugebladet ved en koncert i Parken.
Datatilsynet tager kontakt til Se og Hør. De vil have svar på, om persondataloven er blevet overtrådt.
Syv medarbejdere på Se og Hør bliver sendt hjem fra arbejdet på grund af sagen.
Tidligere nyhedschef på Se og Hør Lise Bondesen bekræfter eksistensen af tys-tys kilden. Hun bliver samme dag sendt på ferie af Ekstra Bladet, hvor hun arbejder.
1. maj
En række e-mails, som dagbladet BT er kommet i besiddelse af, afslører, at mindst 16 medarbejdere på Se og Hør kendte til den hemmelige kilde - heriblandt de tidligere chefredaktører Henrik Qvortrup og Kim Henningsen.
I P1 Morgen kalderprofessor i journalistik på Roskilde Universitet, Mark Ørsten, nu sagen for Danmarks største medieskandale, og han vil ikke udelukke, at det kan koste Se og Hør livet.
Ken B. Rasmussen bliver afhørt af politiet. Han bliver ikke sigtet, men bliver afhørt med en sigtets rettigheder. Over for politiet bekræfter han, at hefredaktører, redaktionschefer og hele redaktionssekretariatet, ifølge ham, var vidende om kilden.
2. maj
En anonym, tidligere ansat hos Nets fortæller netmediet Version2, at alle i Nets' kundeservice har adgang til danskernes kortoplysninger, og at den adgang har været misbrugt.
Nets erkender, at ansatte i kundeservice har adgang til fortrolige oplysninger, at det er nødvendigt, men at virksomheden ikke kender til, at ansatte i kundeservice misbruger adgangen.
Den kilde, der angiveligt har fordret Se og Hør med kreditkortoplysninger, tager kontakt til politiet. Kildens advokat, Michael Juul Eriksen, oplyser, at der er aftalt et møde med politiet i uge 19.
2. maj er også dagen, hvor Ken B. Rasmussen, forfatteren til 'Livet, det forbandede' fortæller til radio24syv, at Se og Hør har fået oplysninger om flere hundrede personer gennem tys-tys-kilden. Han fortæller desuden, at kilden kunne føje navne til overvågningen en gang om måneden.
3. maj
Skuespilleren Mads Mikkelsen, komikeren Casper Christensen og sangerinden Saseline Sørensen er tre af de syv kendte, der oplyser, at de vil sagsøge Se og Hør på baggrund af den ulovlige overvågning, der angiveligt har fundet sted.
Samme dag kommer Socialdemokraterne med en opsang til Nets om, at der skal gøres noget ved de alvorlige sikkerhedsbrister hos firmaet.
5. maj
Nets oplyser, at firmaets interne undersøgelse viser, at det kan være en Nets-medarbejder, der har fordret Se og Hør med oplysninger om kongelige og kendtes kreditkortbrug.
Kreditkortudbyderen vil forstærke sine kontrolfunktioner, så medarbejdere ikke kan misbruge deres adgang til fortrolige oplysninger fremover.
Det kommer også frem, at tys-tys-kilden er en såkaldt batch-operatør midt i fyrrerne, der har udført relativt rutineprægede opgaver for Nets.
Den pågældende person har ingen særlig uddannelse og har haft autoriseret adgang til de systemer, der rummer kreditkortbrugere, herunder de kendte og kongelige, og oplysninger om deres adfærd.
Ifølge DR Nyheders oplysninger kan Nets se, at den pågældende person har været inde i systemerne uden for normal arbejdstid og trække oplysninger ud.
Det kommer også frem, at Finanstilsynet ikke har været på inspektion hos Nets i fire år. Det får flere eksperter til at kritisere Finanstilsynet.
Nyhedschef hos Se og Hør fra 2007 til 2013, Lise Bondesen, er blevet afhørt af politiet. Hun oplyser til DR Nyheder, at politiet ikke på nuværende tidspunkt fandt anledning til at rejse sigtelse.
Kulturminister Marianne Jelved (R) kalder det uetisk, at Se og Hør fortsætter med at betale danskere for at tippe dem om gode historier om kongelige og kendte.
6. maj
Nets vil ikke tage stilling til, om overvågnings-skandalen får indflydelse på Nets' samarbejde med IBM. Tys-tys-kilden var ansat hos IBM og var derigennem tilknyttet PBS (nu Nets), da overvågningen angiveligt fandt sted.
Udgiverdirektør i Aller Media, Per Ingdal, vælger at fremrykke sin planlagte barselsorlov af hensyn til undersøgelsen af Se og Hør-sagen.
Samme dag kommer det frem, at politiet sigter tys-tys-kilden, efter at han er blevet afhørt.
Tys-tys-kilden er sigtet efter straffelovens paragraf 263, der handler om at skaffe sig adgang til andres oplysninger, og for at overtræde markedsføringslovens bestemmelser om forbud mod at videregive forretningshemmeligheder.
7. maj
Rigshospitalet indleder undersøgelse af it-sikkerheden, og afdelingspersonale skal udspørges om muligt læk.
Regionsrådsformanden i Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), siger, at det kan ende i en politisag, hvis en ansat på Rigshospitalet har lækket oplysninger til Se og Hør.
Se og Hør bebuder i sin nye udgave at holde en pause med at betale for tips om kendte. Samtidig undskylder ugebladets chefredaktør, Niels Pinborg, for bladets tidligere ufine metoder.
Bettina Aller beklager Se og Hør-skandalen i et interview i 22-Nyhederne med Poul Erik Skammelsen.
8. maj
Formanden for Aller Fonden, Linda Nielsen, trækker sig fra formandsposten, da hun mener, at den undersøgelse som Aller har sat i gang bør indeholde væsentligt flere forhold, end der på daværende tidspunkt er lagt op til.
I en pressemeddelelse skriver Allerfonden, at de undrer sig over Linda Nielsens afgang. De har fuld tillid til undersøgelsen.
9. maj
Aller oplyser, at hele koncernen bliver undersøgt som et led i dækningen af eventuelle ulovligheder.
12. maj
En redegørelse fra Nets viser, at tys-tys-kilden har haft administrativ brugeradgang til Nem-id, hvor han har logget på én gang. Der er dog ikke sket noget misbrug af data.
14. maj Tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, Aller Media og en anden journalist sigtes i Se og Hør-sagen.
Der er ligeledes rejst sigtelse mod Aller Media A/S, som efter politiets opfattelse er den "juridiske person" bag Se og Hør.
Københavns Vestegns Politi har foretaget ransagninger hos Aller Media A/S og de to mistænkte journalister, der begge er tidligere ansatte på ugebladet.
22. maj
Se og Hørs tidligere chefredaktør, Henrik Qvortrup, bliver anholdt og senere løsladt af Københavns Vestegns Politi.
I den forbindelse foregår der en ransagning i hans hjem på Frederiksberg, og han bliver sigtet for sin rolle i Se og Hør-sagen.
Se interviewet med Qvortrup lige efter sigtelsen her:
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:537dc0e0a11f9d0d944454bd
Også Kim Henningsen, der var chefredaktør på Se og Hør fra 2009 til 2013, bliver sigtet i sagen. Også hans hjem bliver ransaget, men han bliver ikke anholdt på grund af sygdom.
Du kan læse Københavns Vestegns politis pressemeddelelse om sigtelserne her.
23. maj
Dagen efter bliver også Per Ingdal, chefredaktør på Se og Hør i en periode i 2009, sigtet i sagen. Han erklærer sig ikke skyldig.
28. maj
Det kommer frem, at direktionen i Aller Media allerede i 2009 tilsyneladende var bekendt med, at tys-tys-kilden leverede fortrolige Nets-data om de kendte til Se og Hør.
Det fremgår af interne mails mellem Allers udgiverdirektør Per Ingdal og Se og Hørs daværende chefredaktør Kim Henningensen. Aller-direktør Pål Thore Krosby afviser selv at kende til forholdet. Læs mere her.
5. juni
Ekstra Bladet skriver historien om, at Aller vil begrænse politiets adgang til Se og Hørs it-udstyr, fordi politiet gennem sine beslaglæggelser af it-udstyr adgang til personfølsomme oplysninger om Se og Hørs kilder, som igennem flere år har fodret bladet med historier.
13. juni
I alt 86 navne optræder på en liste over de personer, som ugebladet Se og Hør overvågede via den såkaldte tys-tys kilde. Det skriver Ekstra Bladet.
17. Juni
Aller Media blev ransaget af politiet, efter bladhuset nægtede at udlevere materiale, som en dommer havde beordret dem til. Aller Media protesterede efterfølgende over ransagningen.
18. Juni
DR kunne fortælle, at Se og Hør havde planer om at benytte andre ulovlige midler end kendtes bankoplysninger. En række nuværende og tidligere medarbejde på ugebladet kunne nemlig fortælle, at der havde været diskussioner om at aflytte Kronprins Frederiks telefon.
Det fik Kongehuset til at melde ud, at de følger sagen nøje og at de har tillid til, at myndighederne kommer helt til bunds i sagen. Siden kommenterede også politiet de nye oplysninger og fastslog, at de vil undersøge Se og Hørs planer om at aflytte telefoner.
DR Nyheder