Tidligere Se og Hør-journalist nægter sig skyldig i tys-tys-sag

Kasper Kopping mener, at ansvaret for Se og Hør-sagen ligger hos de to tidligere chefredaktører på sladderbladet.

Den tidligere Se og Hør-journalist Kasper Kopping skrev den første historie baseret på den såkaldte tys-tys-kildes informationer - nemlig historien om, at prins Joachim og prinsesse Marie var på bryllupsrejse i Canada. (© DR)

Politiet har rejst tiltale mod otte personer og Aller Media i Se og Hør-sagen. Blandt de otte er den tidligere journalist på sladderbladet Kasper Kopping.

Han glæder sig til, at retssagen kommer i gang.

- Jeg ser frem til at få det hele afgjort, få trukket en streg i sandet og få rettens ord for, hvad der foregik og ikke foregik. Så jeg kan starte på nul og begynde forfra, siger han.

- For guderne skal vide, at det har været 2,5 hårde år.

Sagen startede i 2014, da en anden tidligere journalist på Se og Hør, Ken B. Rasmussen, udgav en bog, hvori han beskrev bladets brug af de kendtes kreditkortinformationer, som den såkaldte tys-tys-kilde skaffede.

Kasper Kopping har allerede indrømmet de faktuelle forhold i sagen, men nægter sig skyldig.

Han mener, at ansvaret ligger hos de chefredaktører, der var på Se og Hør i den periode, hvor tys-tys-kilden blev brugt – altså Henrik Qvortrup og Kim Henningsen.

- Når cheferne orkestrerede, besluttede og tog initiativ til, at den her kilde skulle være på bladet, så tog man som menig medarbejder med sult på forsider det med, forklarer han.

- Det ville jeg ønske, at jeg ikke havde gjort det, men jeg tror, man skulle have været på Se og Hør for at forstå, hvorfor man sagde ja til den slags dengang.

Henrik Qvortrup har via sin advokat Anders Nemeth nægtet sig skyldig, mens Kim Henningsen i en pressemeddelelse skriver, at han ikke mener, at han har foretaget sig noget ulovligt.