Der er nu blevet sat datoer på, hvornår den store Se og Hør-sag, hvor tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup er blandt de sigtede, kan begynde.
Sagen er sat til at begynde 9. september 2016, skriver Ekstra Bladet.
Der er ifølge avisen i alt afsat 20 retsdage til sagen med den sidste sat til 24. november.
Der er dog fortsat endnu ikke rejst tiltale i sagen.
For knap en måned siden kom det frem, at efterforskningen var så langt, at anklagemyndigheden allerede ønskede at reservere dage i retten.
- Vi er nu så langt i efterforskningen og vores overvejelser omkring tiltalerejsning, at det er hensigtsmæssigt, at vi sammen med retten og de i alt 11 berørte advokater får sat dato på, hvornår sagen i givet fald kan komme for, sagde advokaturchef Jens Rasmussen dengang i en pressemeddelelse.
Spørgsmålet, om hvorvidt der skal rejses tiltale, vurderede han dengang, vil blive afgjort i de første tre måneder af 2016.
Men ved allerede nu at reservere dage i retten til sagen, så bliver processen forkortet, forklarede Jens Rasmussen.
I alt er 12 personer samt Aller Media sigtet i sagen.
/ritzau/