Artiklen er opdateret klokken 14.20 med et citat fra Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg.
"Utilfreds med sin mand". Sådan stod der med stor skrifttype på forsiden af ugebladet Se og Hør i april.
Nu skal en beklagelse af samme historie males lige så stort op på forsiden med billede og stor overskrift.
Se og Hør får nemlig kritik af Pressenævnet for netop den forside og den tilhørende historie inde i bladet om tv-vært og skuespiller Christiane Schaumburg-Müller.
Se og Hør beskrev, hvordan tv-værten i fuldskab skulle have udtalt sig om tilstanden af sit ægteskab med rapperen Liam O'Connor under en påskefrokost.
"Se og Hør får rap over fingrene"
Men det har ifølge Schaumburg-Müller og hendes advokat Kim Krarup aldrig fundet sted, og ingen andre af de otte kilder fra middagsselskabet har kunnet bekræfte ugebladets vinkel på historien.
- Jeg er absolut tilfreds på min klients vegne. Afgørelsen siger jo noget om, hvad man kan tillade sig, og hvad man ikke kan tillade sig at skrive om folk. Se og Hør har i den grad fået et rap over fingrene med den her sag, siger Kim Krarup til DR Kultur.
Han fik selv nyheden om Pressenævnets kritik i går og informerede straks sin klient.
- Min klient var naturligvis glad, da jeg fortalte hende nyheden i går, så snart jeg selv fik besked, siger han.
Særlig opmærksom på anonyme kilder
Pressenævnet finder som udgangspunkt ikke grundlag for at kritisere anvendelsen af anonyme kilder generelt - men den ukritiske brug af den anonyme kilde er en anden snak:
- Kilders ønske om ikke at ville lægge navn til udtalelserne bør imidlertid give et medie anledning til at være særlig opmærksom på at tjekke grundlaget og rigtigheden af de udtalelser, en anonym kilde fremfører, skriver Pressenævnet i sin afgørelse.
Kim Krarup er glad for, at Pressenævnet kritiserer, at et medie bruger anonyme kilder ukritisk.
- Denne sag handler ikke om min klient og hendes mands sexliv - det handler om, at man ikke bare kan opfinde en historie og så trykke den på forsiden af et sladderblad. Det gælder jo både, om man er kendt eller ikke kendt, siger Kim Krarup.
Genmæle trykt på forsiden med store bogstaver
Christiane Schaumburg-Müller, der afviste historiens rigtighed over for bladets redaktion, er ifølge Pressenævnets afgørelse nu berettiget til at få bragt et genmæle - både på forsiden og inde i ugebladet.
Se og Hør, der i forvejen befinder sig i et stormvejr efter afsløringen af ugebladets brug af kendtes kreditoplysninger, bliver dermed pålagt at offentliggøre genmælet på forsiden med samme skriftstørrelse som den oprindelige historie.
Se og Hørs chefredaktør Niels Pinborg ønsker ikke at udtale sig til DR Kultur, og henviser i stedet til en artikel på Ekstra Bladets hjemmeside, hvor han bliver interviewet om afgørelsen.
- Jeg må tage til efterretning, at Pressenævnet mener, vi ikke kan dokumentere vores påstande og derfor har forbrudt os mod reglerne, og så har vi en sanktion, der hedder, at vi skal bringe kendelsen. Og det gør vi så, siger Niels Pinborg til eb.dk.